Helte fra voldsom gaseksplosion får dusør

To mænd fra Lyngby er indstillet til en dusør efter fredagens voldsomme gaseksplosion i Lyngby.

Natten til fredag vækkede to mænd fra Rønne Alle 16 i Lyngby hele deres opgang, fordi de lugtede gas i kælderen. De øvrige beboere skyndte sig ud, og få minutter derefter eksploderede gassen i kælderen.

Det var en eksplosion, der kunne høres mange kilometer væk. En eksplosion, der beskadigede fire boligblokke. En eksplosion der resulterede i, at 50 mennesker måtte evakureres.

02:26

Nyhedsindslag om gaseksplosionen i Lyngby (fredag d. 20. maj)

Luk video

Kun én person kom dog alvorligt til skade ved den voldsomme gaseksplosion. At flere ikke kom galt afsted kan i høj grad tilskrives den indsats, de to mænd fra nummer 16 gjorde.  

De to mænd, Peter Køhncke Rasmussen og Claus Odd Ingerslev, får nu et skulderklap af politiet for deres indsats. Nordsjællands Politi har nemlig indstillet dem til en dusør. 

- De handlede resolut og sørgede for, at folk kom ud. Det var en snarrådig indsats, siger Erik Skriver, politikommissær hos Nordsjællands Politi, til TV 2 Lorry.  

Boligblokken, der blev ramt af eksplosionen, er så slemt tilredt, at der kan gå flere år, før alle beboere kan flytte hjem igen.

Læs også: Derfor eksploderede boligblok i Lyngby

Claus Odd Ingerslev bor lige nu på hotel med sin familie. Han anser ikke sig selv som en helt.

- Man gør bare det, man kan, som menneske. Nogle går i sort og andre handler på en adrenalinrus. Vi skal bare være glade for at alle er i live, siger Claus Odd Ingerslev til TV 2 Lorry.

Politiet kan endnu ikke oplyse, hvornår dusøren bliver overrakt - eller hvor stor dusøren er.