De nye amagerkanere: Vi vil ikke være København S

Både på Islands Brygge og i Ørestad er der bevægelser for at løsrive sig fra postnummeret 2300 København S.

2301 Islands Brygge.

Teksten på brugerkortene til kulturhuset på Islands Brygge sender et klart signal om ønsket om et selvstændigt postnummer.

- Vi er noget for os selv, derfor skal vi også have vores eget postnummer, siger Sussie Paddison, der er formand for Islands Brygges lokalhistoriske forening og arkiv, til TV 2 Lorry. 

 
 
Foto: Nils Meilvang / Scanpix

Hun har ønsket et selvstændigt postnummer i elleve år.

- Der er ikke noget galt med resten af Amager. Vi har bare ikke noget til fælles med dem. Vi er jo en afgrænset bydel, siger hun.

quote Der er ikke noget galt med resten af Amager. Vi har bare ikke noget til fælles med dem.

Sussie Paddison

For at markere områdets særlige identitet producerer lokale kunstnere t-shirts, trøjer og plakater med teksten ”2301 Islands Brygge”.

- Jeg vil bestemt hilse et nyt postnummer velkomment, siger den lokale ejendomsmægler, Rasmus Kreilgaard, fra EDC.

Han bor også selv på Islands Brygge og vurderer både tilknytningen og boligpriserne vil vokse, hvis 2301 bliver en realitet.

- Attraktive steder vil altid få noget godt ud af at få deres eget postnummer, siger han til TV 2 Lorry. 

Islands Brygge er langt fra det eneste område, som ønsker sig egen områdekode. Hvert år får Post Danmark en håndfuld henvendelser om ændring af postnumre.

For eksempel har Mørkhøj tidligere kæmpet for eget postnummer. Området endte med at bliver flyttet fra 2730 Herlev til 2860 Søborg.

I Tune og Nordhavn gik man hele vejen og lavede i 2008 og 2012 helt nye postnumre – 4030 og 2150.

På Amager ikke langt fra Islands Brygge vil heller ikke nybyggerne i Ørestad vide af København S. Hele tre gange har de ifølge tv2.dk forsøgt at få ændret postnummer. 

Der er dog ikke noget, der tyder på at Islands Brygge eller Ørestad får held med deres foretagende.

Postnumre er nemlig til for Post Danmark og ikke for kvarterers sammenhængskraft, oplyser Post Danmark til TV 2 Lorry.

Hvis et postnummer skal ændres kræver det desuden større ændringer hos både kommune, politi og redningsmyndigheder.

På Islands Brygge og i Ørestaden hæfter man sig ved, at København S er et meget stort postnummer. Ifølge Post Danmark er det dog ikke noget problem.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik