De hjemløses klageret er forsvundet

Det ser skidt ud for de hjemløses retssikkerhed. Når en hjemløs smides ud fra et forsorgshjem, kan de ikke klage over afgørelsen. Enhedslisten vil nu have Socialministeren til at gå ind i sagen.

22-årige Steffen Madsen er ufrivillig hjemløs. På jagt efter tomme flasker og et sted at sove. For fire dage siden blev han uden varsel smidt ud fra Roskildehjemmet i Lejre. I følge Steffen Madsen, fordi han skyldte dem omkring 900 kroner i husleje.

- De penge havde jeg ikke på mig, så jeg spurgte om jeg ikke kunne lidt tid til at betale dem af. Men jeg fik bare besked på at jeg skulle pakke mine ting og så skulle jeg ud af døren, siger Steffen Madsen til TV 2 Lorry.

Steffen Madsens historie er i følge hjemløseorganiationen SAND langt fra enestående. For på trods af at forsorgshjemmene i følge serviceloven som udgangspunkt kun må smide folk ud for vold eller trusler om vold, oplever SAND flere henvendelser fra Hjemløse som smides ud. Særligt på Roskildehjemmet er det slemt.

- Det er en institution, som vi har fået rigtig mange klager over og det er vores opfattelse, at man helt vilkårligt bruge en trusselspolitik i stedet for en omsorgspolitik, siger SAND's jurist Ole Skou til TV 2 Lorry.

Men selvom Steffen Madsen og andre hjemløse føler sig uretfærdigt behandlet - har de i følge SAND ingen mulighed for at klage. For siden Ankestyrelsen i 2013 overtog klagerne over de kommunale afgørelser fra det nu nedlagte sociale nævn, er de hjemløses klageret forsvundet.

- Sidste år besluttede Ankestyrelsen principielt at man ikke kan anke over forstandernes vilkårlige afgørelser, fordi Ankestyrelsen ikke mener, at der er lovgrundlag for at kunne behandle en anke.

Det er for mig fuldstændigt uforståeligt at hjemløse skal finde sig i urimelige afgørelser, der er så fundamentale for deres liv - og vi taler her om mennesker hvis liv ofte hænger i laser i forvejen, siger Ole Skou.

Roskildehjemmets forstander, Per Hans Viinblad Thuesen, ønskede i dag ikke at lade sig interviewe om kritikken. Men i en mail skriver han:

- Forstanderens kompetencer er defineret i lovgivningen. Ankestyrelsen har i en principafgørelse fra november måned 2014 slået fast, at lederens afgørelse om optagelse på eller udskrivning fra ophold på § 110-botilbud ikke kan påklages til Ankestyrelsen, da der ikke er hjemmel i serviceloven.

Men den udlægning er Enhedslisten ikke tilfredse med.

- Der er jo ingen tvivl om, at man som hjemløs også skal kunne klage, hvis der bliver truffet urimelige afgørelser. Nu vil vi stille spørgsmål til Socialminister Karen Ellemann (V) om denne her afgørelse fra Ankestyrelsen og få hende til at forklare, hvad der er gået galt i lovgivningsprocessen. For det er jo en ret som de hjemløse plejede at have, som nu er forsvundet, siger Enhedslistens socialordfører Pernille Skipper til TV 2 Lorry.

Forsorgshjemmene er for beboere med særlige sociale problemer. Beboerne betaler for kost og logi med et beløb, som fastsættes af hjemkommunen. Omkring 50 procent af udgifterne refunderes af staten.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik