Modige hjertereddere hyldet: "Det er nogle fantastiske historier"

Modige hjertehelte blev i dag hyldet til et større arrangement på Kalvebod Brygge. Alle har de reddet liv i løbet af sidste år.

01:35

Her ses en af de mange hjertehelte, der i dag blev hædret. Video: TV 2 Lorry

Nykredits bygning Glaskuben lagde i dag rammerne om et større arrangement, der hyldede alle hjertereddere, der har hjulpet mennesker med hjertestop tilbage til livet.

På adressen på Kalvebod Brygge var personer fra i alt 28 redningsaktioner inviteret til hyldestarrangementet, der var arrangeret af Hjerteforeningen.

Under navnet "Årets Hjerteredder 2019" havde Hjerteforeningen modtaget hele 54 indstillinger til kategorien, der først afgøres d. 9 marts, hvor hele finalearrangementet sendes live på TV 2 Charlie.

I dag var formålet at hylde samtlige af de nominerede hjertereddere.

- Hvis man er faldet om med hjertestop, er de første minutter fuldstændig afgørende for, at man kan få bragt det ramte menneske tilbage i live, siger Anne Kaltoft, der er direktør i Hjerteforeningen. 

- Vi ved, at ambulancerne er tæt på, men de kan slet ikke nå at være hurtigt nok fremme - så hvis man skal have en chance for at overleve, så skal der være nogle andre, der er klar til at springe til med det samme, siger hun.

Alle kan blive ramt

Årligt rammes 4.000 personer af hjertestop, hvilket svarer til omkring 11 om dagen - hvoraf kun en enkelt i gennemsnit overlever.

Hvis en person får hjertestop, og der ikke ydes genoplivning, før ambulancen når frem, overlever 1 ud af 30. Hvis vidner træder til og yder genoplivning, overlever 1 ud af 8.

Tiden ved et hjertestop er afgørende. De fleste personer med hjertestop får varige skader eller dør, hvis de ikke får hjælp inden for 10 minutter. Efter ca. 6 minutter kan hjernen begynde at tage skade og for hvert minut, der går uden genoplivning, falder chancen for at overleve med ca. 10 procent.

Derfor er det et mirakel, hver eneste gang et andet menneske træder til og yder livreddende førstehjælp.

Læs om de modige hjertereddere

På TV 2 Lorrys hjemmeside kan du læse flere af de rørende historier om de modige hjerteredderne, da alle historier er lige beundringsværdige.

Læs blandt andet om, hvordan 15-årige Oliver reddede liv, da han holdt hovedet koldt og ydede førstehjælp, da hans far fik et hjertestop - eller hvordan Bodils liv blev reddet af hendes kat, der fik alarmeret hendes ægtemand, som efterfølgende kontaktede en hjerteløber.

- Det er nogle fantastiske historier, som på den ene side er rørende og gribende - men det er også fantastisk i dag at se de mennesker, der er blevet reddet tilbage til livet. Det er jo mennesker, der ikke ville have været her i dag, hvis ikke der var blevet gjort en indsats fra andre for det, siger Anne Kaltoft.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik