Justitsminister, Søren Pape Poulsen, Kons., bød de nye betjente velkommen i korpset. Foto: Rigspolitiet

De første betjente med ny kort uddannelse er klar til tjeneste

Politiuddannelsen blev i 2015 ændret til en to-årig uddannelse, mens det før tog tre år at blive betjent. Den 1. februar er det første kuld klar til at komme ud i Danmark.

Politiets nye to-årige basisuddannelse er den 1. februar klar til at spytte nye betjente ud i landets politikredse.

I alt 84 mænd og kvinder skal fordeles over hele landet - og der er hårdt bug for dem, lyder det fra Rigspolitiet.

- Dansk politi har de seneste år fået rigtig mange nye og tunge opgaver. Så det er positivt, at vi samtidig med den nye basisuddannelse også kan øge optaget og få flere betjente ud og hjælpe til med at løfte, siger  HR-direktør hos Rigspolitiet, Ina Eliaseni en pressemeddelelse. 

Læs også Jagtede tyve i fire timer: Tjalfe og Loke blev dagens helte

Politiuddannelsen var tidligere en tre-årig bacheloruddannelse, men blev lavet om til en to-årig basisuddannelse for at få flere betjente på gaderne hurtigt. 

Hos Nordsjællands Politi glæder chefpolitiinspektør Magnus Andresen sig til at sige velkommen til de nyuddannede betjente:

- Det bliver spændende at være med til at videreomsætte deres tillærte teori til praktisk arbejde i vores politikreds, siger han.

Læs også Kun halvt så mange politikadetter som ønsket på første hold

Sådan fordeler de nye betjente sig rundt i landet: 

  • 26 til Københavns Politi
  • 11 til Nordsjællands Politi
  • 10 til Københavns Vestegns Politi
  • 10 til Midt- og Vestsjællands Politi
  • 7 til Nordjyllands Politi
  • 5 til Østjyllands Politi
  • 5 til Syd- og Sønderjyllands Politi
  • 5 til Fyns Politi
  • 5 til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi
Kilde:  Rigspolitiet 

Evaluering af ny uddannelse

Der har været megen kritik af, om den forkortede uddannelse også betød en forringelse af de betjente, der kom ud. Men det har Rigspolitichefen hidtil afvist. 

- Ens læring stopper jo ikke, når man er færdig på skolebænken – tværtimod. Det fortsætter ude i kredsene, og vi forventer, at alle betjente – unge som erfarne – hele tiden tilstræber at lære nyt og dygtiggøre sig. Derudover får de unge betjente - på lige fod med deres mere erfarne kolleger - mulighed for at specialisere sig og løse mere komplekse opgaver i løbet af deres karriere, siger Ina Eliaseni i en pressemeddelelse. 

Hun er tilfreds med forløbet omkring den nye basisuddannelses første årgang. Hun pointerer dog, at uddannelsen stadig er ny.

- Nu er det første hold færdigt, og vi skal evaluere basisuddannelsen og se på, om uddannelsen kan justeres og forbedres. Derfor håber vi, at også de nyuddannede betjente, vil hjælpe os med at give god og konstruktiv feedback, så vi sikrer den bedst mulige uddannelse for de mange kommende årgange, siger hun.

Læs også Vorherre til hest: Politiet ønsker ikke at ride igen fra 2018