Danskernes mursten bliver mere værd

Det er blevet en smule bedre at være boligejer. Danskernes friværdi er steget for første gang i to år.

Danske boligejere er blevet en lille smule rigere. En opgørelse fra Realkredit Danmark viser, at danskernes friværdi er steget med 25 milliarder kroner fra første til andet kvartal.

- For første gang i to år oplever vi nu, at danske boligejeres friværdi er stigende. Det er ikke en voldsom stigning - men trods alt en fremgang i forhold til den nedtur, vi har oplevet, siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.

Samlet er friværdierne nået op på 950 milliarder kroner. Men siden toppen i sommeren 2006 er der tale om næsten en halvering på 930 milliarder kroner.

- Tallene fortæller først og fremmest en historie om, at det går lidt bedre på boligmarkedet, der har været en hård tid igennem, siger cheføkonomen og fortsætter:

- Og for det andet oplever danskerne ikke lige nu det nedadgående pres på deres formuer, og det kan være gode nyheder for både dansk økonomi og for boligejerne.

Friværdi har været på slankning

Parcelhusejerne er dem, der har været hårdest ramt af friværdinedturen - her har nedgangen været på næsten 60 procent siden toppen.

- Friværdierne har været på voldsom slankning. Tilbage i 2006/07 var den gennemsnitlige husejer faktisk millionær i mursten. I dag er den gennemsnitlige friværdi nede på en halv million kroner, siger Christian Hilligsøe Heinig.

I dag er friværdien pr. parcelhus nede på 485.000 kroner. Der er tale om en stigning på cirka 15.000 kroner i forhold til 1. kvartal i år. I

ejerlejligheder er friværdien gennemsnitligt på 820.000 kroner, mens den i sommerhuse er på godt 730.000 kroner.

- Der er lidt lys i mørket - men det er for tidligt endeligt at konkludere, at boligpriserne har ramt bunden, siger cheføkonomen.

Store geografiske forskelle

Der er store forskelle på, hvor friværdien er størst. På Frederiksberg, i Gentofte Kommune og Rudersdal Kommune ligger den gennemsnitlige parcelhusejers friværdi på henholdsvis 2,3 millioner kroner, 2,1 millioner kroner og 1,45 millioner kroner.

I den anden ende ligger Lolland Kommune, hvor det gennemsnitlige parcelhus blot rummer friværdi for cirka 90.000 kroner


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik