Danskerne glemmer at hæve millioner af feriepenge

Foto: TV2/Lorry

Har du husket at hæve dine feriepenge? Hvis ikke, så er du ikke alene. Hvert år glemmer tusindvis af danskere at hæve deres feriepenge og i år er ingen undtagelse.

Arbejdsmarkedets Feriefond kan nemlig i år sende hele 43,7 millioner kroner af sted til humanitære organisationer, der sørger for, at udsatte familier kan komme på sommerferie, hvilket er ny rekord.

Det betyder, at omkring 20.000 danskere, mange af dem fra Region Hovedstaden og Region Sjælland, kan få en sommerferie i det jyske på trods af, at de har det økonomisk svært.

En af dem er Betina Kristensen fra Valby, der kommer på sommerkoloni i Danmark med sin niårige søn. Og pengene falder på et tørt sted, fortæller hun til DR P4 København.

- Hvis vi ikke fik pengene, så ville vi gå herhjemme hele sommeren, og jeg tror ikke, det er sundt for noget barn at gå i det samme område en hel sommer. Det, at vi kan komme væk, har stor betydning, siger hun.

Men ikke alle er begejstret for ordningen.

Rasmus Jarlov, der er konservativ leder i Københavns Borgerrepræsentation, så gerne feriepengeordningen afskaffet.

- Det er en form for tyveri for de mennesker, der ikke får deres feriepenge, og jeg synes, det er urimeligt, at man skal sidde og ansøge om sine egne penge, siger han til DR P4 København.