Danskerne er glade for metroen og bussen

Stadig flere danskere hopper på metroen og bussen, mens antallet af kilometer i personbilen ikke stiger i samme grad, viser tal fra Transportministeriet.

På trods af stigende billetpriser vælger stadig flere danskere at benytte sig af den kollektive trafik. Samtidig tegner de kørte kilometer i personbilerne sig ikke for nær den samme fremgang.

Det fremgår af den "Redegørelse om kollektiv trafik", som transportminister Hans Christian Schmidt (V) har offentliggjort onsdag. Her fremgår det, at antallet af kilometer per person med tog og metro er steget med 17 procent siden 2000. For biltrafikken er der tale om en stigning på syv procent.

Transportministeren er tilfreds.

- Jeg glæder mig over, at den kollektive trafik har vundet markante markedsandele. Togene har vundet markedsandele over biltrafikken, og vi skal sørge for, at vi kan fortsætte den udvikling, siger Hans Christian Schmidt i en pressemeddelelse.

Siden 2005 er taksterne for at benytte den kollektive trafik steget med tre procent om året. En analyse udarbejdet i 2009 peger samtidig på, at København befinder sig i den dyre ende, hvad angår kontantbilletter. Til gengæld er byen én af de billigste hovedstæder i Nordvesteuropa, når det kommer til prisen på klippe- og periodekort.

Det påpeges desuden i redegørelsen, at særligt København oplever samarbejdsproblemer mellem de mange aktører på markedet for kollektiv trafik - og det sætter blandt andet sit præg på kundeservicen.

- Vi skal alle sammen vænne os til, at det ikke er så vigtigt, om kunden tager toget eller bussen. Det vigtige er, at man benytter den kollektive trafik og lader bilen stå, fastslår transportminister Hans Christian Schmidt.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik