Danskere føler sig trygge trods bandekrig

Borgerne i hovedstaden lader sig ikke længere kue af banderne, rockerne og deres løstsiddende våben til at blive inden døre eller holde sig væk fra visse områder i byen, skriver Berlingske Tidende.

En undersøgelse, som Gallup har foretaget for
Berlingske Tidende blandt godt 1.000 danskere, der færdes i
hovedstaden, viser, at den igangværende konflikt kun har
påvirket et fåtal til at ændre vaner, når de bevæger sig rundt i
København. Og langt færre end det var tilfældet, da Gallup
foretog en meningsmåling i marts i år - på et tidspunkt, hvor
regeringens bandepakke og historier om et selvbestaltet
vagtkorps på Blågårds Plads satte dagsordenen. Tendensen er
endnu mere udtalt, hvis man ser alene på de interviewpersoner,
der bor i hovedstaden. Knap 60 pct. har slet ikke ændret adfærd
i byen på grund af bandekonflikten. Godt 20 procent færdes
overalt, men er mere agtpågivende end tidligere, og kun 16
procent afholder sig fra at færdes i visse bydele. For fire
måneder siden angav godt seks ud af ti københavnere, at der var
områder i byen, hvor de ikke ønskede at færdes.
Vicepolitiinspektør Kim Kliver, der leder Rigspolitiets
Nationale Efterforskningsstøttecenter, er ikke overrasket over
udviklingen. »Befolkningen er selvfølgelig i stand til at agere
på det, ansvarlige myndighedspersoner fortæller, frem for at
lytte til en række parter, der har en anden agenda med deres
udtalelser,« siger han. Ifølge formanden for Nørrebros
Handelsforening Hans Mejlshede kan det mærkes, at
Nørrebro-beboerne selv er blevet mere trygge. Når det kommer til
folk udefra, der besøger bydelen, går det fremad - men
bandekonflikten spøger dog stadig i baggrunden. »Der var en
periode, hvor konflikten var meget koncentreret på Nørrebro, og
det kunne vi i hvert fald godt mærke. Det er blevet bedre, for
nu skydes der også andre steder end netop på Nørrebro, men vi
kan godt stadig mærke tendensen, at folk udefra i nogen grad
vælger at handle andre steder end her,« siger formanden.
Undersøgelsen viser desuden, at ældre borgere er mere utrygge og
i højere grad undgår visse områder i byen end yngre borgere, og
at kvinder i højere grad end mænd har ændret deres vaner som
følge af bandekrigen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik