Dansker i selskab med Virgin-stifter og Hollywoodstjerne

Den danske madspildsdronning, Selina Juul, skal tale til årets Nordic Business Forum. Det gør også kendte navne som Will Smith og Virgin-stifter Richard Branson.

Den danske stifter af Stop Spild Af Mad, Selina Juul, kommer i kendis-selskab, når hun skal tale ved Nordic Business Forum i Helsinki d. 3. oktober. 

Ud over Selina Juul er blandt andre Hollywood-skuespilleren Will Smith og milliardær og stifter af Virgin Group Sir Richard Branson mellem talerne. 

- Det ville være fantastisk at møde dem og måske fortælle dem om vores initiativer - i de få minutter jeg nu har med dem, siger Selina Juul, der er både stolt over og spændt på, hvordan det kommer til at gå, når hun på scenen bliver interviewet af CNN-værten Richard Quest foran 7.500 mennesker. 

- Det er helt vildt. Det er lidt uvirkeligt. Jeg er meget meget beæret over, at vores danske forening bliver taget op til de højder. Jeg er også lidt nervøs, men jeg håber, jeg kan repræsentere Danmark på bedste vis, siger Selina Juul til TV 2 Lorry. 

En større liga

Det er over ni år siden, hun stiftede foreningen Stop Spild Af Mad, der sætter fokus på madspild herhjemme. 

Hun har før talt i mange lande og foran et stort publikum, men det her bliver en rekord. 

- Det største, jeg har prøvet før, er i Berlin for 1.300 mennesker, og det gik godt, men det var en stor mundfuld. Og det her er for 7.500 mennesker, siger Selina Juul. 

Hun ser invitationen til at tale på den store konference som en anerkendelse af foreningens mange frivillige, og det arbejde de gør for at udbrede budskabet om mindre madspild. 

Nummer ét på nordisk leder-liste

Samtidig har publikationen Nordic Business Report placeret Selina Juul som nummer ét på listen: "Top 20 Responsible Leaders in Northern Europe".

Listen omfatter 20 nordiske ledere, som har udmærket sig ved stort fokus på bæredygtighed, nytænkende ideer og grøn vækst. De 20 udvalgte ledere er fra Danmark, Sverige, Norge, Island, Estland, Letland, Litauen og Rusland, står der i en pressemeddelelse fra Stop Spild Af Mad. 

Selina Juul er taknemmelig både for at skulle tale på konferencen og for topplaceringen på listen.

- Der bliver sat større fokus på Danmarks kamp mod madspild, og vi kan inspirere andre lande til gode initiativer mod madspild. Der er folk fra 30 lande med på konferencen, og de kan forhåbentlig lade sig inspirere og tage nogle gode ting med hjem til deres egne lande, siger stifteren af Stop Spild Af Mad.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik