Dansker i Malmø: Går ikke ud om aftenen

Danskere med udenlandske ægtefæller i Malmø holder sig indendøre om aftenen af frygt for den ukendte skudmand.

- Jeg går ikke ud efter mørkets frembrud.

Det er meldingen fra en af flere danskere i Malmø, som ritzau har talt med, efter de uforklarlige skudepisoder mod personer med indvandrerbaggrund i den seneste tid. Så sent som i weekenden blev der rapporteret nye skudepisoder. Som dansker føler Anne Zacho Møller sig ikke umiddelbart som mål for den ukendte skudmand, men hendes mand er fra Syrien, og de tager derfor deres forbehold.
- Vi har ikke bil, så vi tænker over, hvordan vi skal komme derhen, hvis vi skal noget om aftenen. Vi finder alternative muligheder som taxi eller låner en bil, siger Anne Zacho Møller.
Hun bor tæt på det busstoppested, hvor en mand i sidste uge blev skudt. Også når det bare er hende selv, der skal af sted, påvirker skudepisoderne hendes færden.
- Jeg skulle for eksempel have besøgt en veninde lørdag aften, men meldte fra, fordi jeg ikke ville gå ud, efter at det var blevet mørkt, siger hun.
Christina, der ikke ønsker sit efternavn frem i medierne, da det er et genkendeligt arabisk navn, har droppet sine løbeture om aftenen, og har taget navneskiltet af hoveddøren. Hendes mand er fra Egypten, og de har en søn på 14 måneder.
- Og vi overvejer at rulle persiennerne ned, så man ikke kan se ind udefra. Det påvirker os rigtig meget. Jeg er rent ud sagt pissebange, siger hun og fortsætter:
- Flere af vores venner i Danmark har tilbudt, at vi kan flytte over til dem. Hvis det bliver værre her, tager vi måske imod tilbuddet.
En del danskere i Malmø er gift med udlændinge som følge af den tidligere danske udlændingelov.
Ifølge Anne Zacho Møller ser danskerne dog meget forskelligt på, hvor meget skudepisoderne skal have lov til at influere på deres liv.
- Jeg håber snart, at det får en afslutning. Og jeg håber på en måde, at det er en sindsforvirret mand, der står bag, og at der ikke er racistiske motiver bag, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik