Danske topchefer lægger krisen bag sig i år

Fem års krise er forbi, hvis man spørger danske topchefer. De regner med en vækst som i 2006.

Det ser ud til, at fem års krise ender i 2014. Det mener et flertal af danske topchefer, som betragter de nye år med de positive briller på.

Der vil være fremgang i eksporten, fyldte ordrebøger - og virksomhedernes overskud vil vokse, viser Børsens konjunkturundersøgelse, som 671 af landets topchefer har deltaget i.

Seks ud af 10 af cheferne regner med, at i år bliver bedre end 2013. Mens blot syv procent regner med, at det vil gå værre.

- Europa har været hårdt ramt i flere år, men jeg synes, det begynder at lysne. Jeg tror på, at verden bliver stabil i 2014, måske med en lille smule mere vækst end i 2013, siger Jeff Gravenhorst, koncernchef i ISS, til avisen.

Dansk økonomi voksede sidst så meget i 2006.

Konjunkturundersøgelsen viser, at forventningerne svarer til en vækst på 1,8 procent. Sidste gang, dansk økonomi voksede så meget, var tilbage i 2006. Regeringen forventer, at økonomien i år vil vokse med 1,6 procent.

- Det er super positivt, at Børsens topchefundersøgelse viser, at det nye år bliver bedre end det gamle for dansk erhvervsliv, siger Christian T. Ingemann, direktør i Dansk Erhverv, til Børsen.

Også økonomerne mener, at der vil ske en vending i økonomien i 2014. I Ritzaus økonomiske panel peger økonomerne på højere boligpriser, opbremsning eller ligefrem fald i ledigheden og mere gang i virksomhedernes ordrebøger.

En strømpil for økonomien er, hvordan boligpriserne udvikler sig, og her er økonomerne optimistiske - 72 procent af 47 økonomer i panelet tror på, at boligpriserne vil være højere om et halvt år end i dag.

52 procent tror på færre ledige i løbet af det næste halve år i forhold til nu, mens 48 procent tror på uændret ledighedsprocent.

Langt de fleste af panelets økonomer tror også på, at de danske virksomheder får mere at lave i det kommende år. 85 procent tror på højere ordreindgang i danske virksomheder om et halvt år i forhold til i dag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik