For små 40 år siden begyndte de at spille sammen i Anne Linnet Band, men de blev hurtigt til hele landets Anne, Sanne og Lis.
Nu er det en realitet, at Anne, Sanne og Lis bliver genforenet, når de i foråret 2019 drager sammen på turné.
Det oplyser Live Nation i en pressemeddelelse.
På turnéen lægger de vejen forbi Aalborg, Aarhus, Herning, Odense og København.
Første koncert er den 16. maj 2019 i Gigantium i Aalborg, mens turnéen afsluttes i Royal Arena i København den 31. maj.
De tre pop- og rockkvinder har allerede besluttet, at grundstammen i repertoiret til koncerterne bliver sange fra deres fælles tid i Anne Linnet Band.
Derudover vil de spille sange fra deres respektive solokarrierer.
Billetsalget til de fem koncerter begynder torsdag den 22. marts klokken 10.00 via ticketmaster.dk
/ritzau/