Danske kvinder kæmpede ved Ironman: To på podiet

Ved dagens KMD IRONMAN i København stillede flere stærke danske kvinder op, og gjorde dagen underholdende for de mange publikummer. To ud af tre endte på podiet på en dag med ny løbsrekord.

Danske Camilla Pedersen løber over målestregen som nummer 2 til KMD Ironman søndag den 21. august 2019 i København. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson / Ritzau Scanpix

Vejrudsigten var ikke ligefrem positiv op til søndagens KMD IRONMAN, hvor store mængder regn var forventet.  

Men til atleternes og arrangørernes fordel viste prognoserne sig at være skæve, og regnen holdt sig væk indtil sidst på eftermiddagen.

Dermed havde de svømmende, cyklende og løbende atleter gode forhold på en rute, der bød på 3.8 kilometers svømning, 180 kilometers cykling og 42 kilometers løb. 

00:53

Se TV 2 Lorrys indslag fra dagens Ironman her. 

Luk video

Stærk dansk deltagelse

Det danske kvindelige professionelle felt stillede stærkt til start i KMD IRONMAN, hvor atleter fra 50 lande i verden deltog. 

Danske Camilla Pedersen og tyske Anne Haug var allerede kvalificeret til verdensmesterskabet på Hawaii, og der var lagt i støbeskeen for tæt kamp mellem resten af pro-feltet i jagten på billetten til Kona, Hawaii til oktober. Heriblandt Michelle Vesterby, Maja Stage og Angela Naeth.

Dette skulle dog ikke holde Camilla Pedersen tilbage, og hun tog overlegent føringen gennem hele svømningen, og var den første kvinde oppe af vandet tæt forfulgt af tyske Anne Haug. 
 
Camilla Pedersen vandt i København i 2012 og trods hendes sikre billet til VM på Hawaii, holdt hun baren højt og tog føring på cykelruten.

Tyskeren lå konsekvent 20 meter bag hende, og det lugtede af, hun varmede op til en sprint. Den efter 135 kilometers cykling, hvor hun overtog føringen og satte farten op til 50 km/t.

Tæt på ny verdensrekord 

Anne Haug havde tydeligvis en mission, og det var at vinde KMD IRONMAN Copenhagen og bevise, over for sig selv, at hun er helt klar til VM på Hawaii.

Missionen holdt ved, og videre på løberuten blev afstanden til Camilla Pedersen større.

Den tyske triatlet-specialist holdt tempoet så højt, at spændingen steg markant ved målområdet, hvor publikum fulgte tæt med på storskærmens live streaming. 

Anne Haug lå til at sætte en ny kvindelig verdensrekord ved et IRONMAN event. Det blev dog ikke en verdensrekord, men det blev en ny kvindelig rekord i København.

Tyskeren vandt KMD IRONMAN Copenhagen 2019 i tiden 08:31:32.

- For at være helt ærlig, så kan jeg næsten ikke forstå det. Jeg kiggede ikke rigtig på uret og lyttede mere til min krop. Jeg kunne mærke, det gik godt og fortsatte så bare mod målstregen, siger Anne Haug i en pressemeddelse. 

Kvindernes resultater ved KMD IRONMAN 2019

1. Anne Haug, Tyskland: 08:31:32


​​2. Camilla Pedersen, Danmark: 08:49:23

 

3. Maja Stage Nielsen, Danmark: 09:02:49

 

4. Angela Naeth, Canada: 09:07:28

 

5. Michelle Vesterby, Danmark: 09:09:22

 

Kilde: KMD IRONMAN

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik