Danske jøder i chok

Medlemmerne af Dansk Jødisk Samfund er rystede efter nattens angreb, som ekstremist må stå bag, siger formand. - I er ikke alene, siger Helle Thorning-Schmidt.

- I første omgang er vi alle sammen rystede.

Ordene er ikke til at tage fejl af. Angrebet mod synagogen har fået landets jøder til at vågne op til en skræmmende virkelighed, der pludselig er rykket helt tæt på.

- Selv om vi går og siger, at det er det, vi har advaret imod og været bange for, så er vi alligevel i chok, når det sker, sagde formanden for Det Jødiske Samfund i Danmark (DJS), Dan Rosenberg Asmussen, på et pressemøde søndag eftermiddag.

Det var foran synagogen i Krystalgade, at angrebet natten til søndag fandt sted. En gerningsmand forsøgte at få adgang til synagogen, hvor der blev holdt en konfirmationsfest med 80 gæster.

Mindst to politibetjente og den 37-årige jøde Dan Uzan stod vagt, da gerningsmanden begyndte at trække våben. De to betjente blev såret, mens Dan Uzan mistede livet.

Efter angrebet vil tidligere overrabbiner Bent Lexner, der også var til pressemødet, dog nødigt opfordre danske jøder til at søge ud af landet for egen sikkerheds skyld.

- Vi er bekymrede, og så skal vi finde ud af, hvordan vi får bearbejdet den bekymring sådan, at vi kan opretholde vores gudstjenester, fester og al den slags ting, siger Bent Lexner.

Heller ikke Dan Rosenberg Asmussen ser nattens angreb som anledning til at rejse væk i håb om øget sikkerhed.

Men han peger på, at er der ikke en god sammenhæng mellem det trusselsniveau, vi har set udspille sig, og det sikkerhedsniveau, der er, så kan nogle være nervøse ved at opsøge jødiske institutioner i Danmark.

- Man tør måske ikke gå i synagogen eller sende sine børn i den jødiske skole. Det kan over tid få den betydning, at hele fundamentet for jødisk liv i Danmark langsomt forvitrer, siger DJS-formanden.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udtrykte søndag sin dybeste medfølelse med det jødiske samfund i Danmark og besøgte selv synagogen, hvor hun lagde blomster.

- Jeg vil sige direkte til det jødiske samfund, at jeg er dybt berørt af det, der skete i nat. I er en vigtig del af det danske samfund, og I står ikke alene, understreger statsministeren.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik