Danske Bank kendte til politianmeldelse mod Bagger

Danske Bank godkendte, at Stein Bagger købte resterne af sit første IT Factory trods viden om mulig kriminalitet. Få uger senere blev Danske Bank det nye IT Factorys bankforbindelse. Det fortæller kuratoren for konkursboet, advokat Jørgen B. Elmer til DR Nyheder.

Nye oplysninger viser, at Danske Bank var bekendt med en politianmeldelse mod Stein Bagger tilbage i 2003 - kort tid før banken hjalp Stein Bagger og Asger jensby i gang med nye IT Factory.
Stein Bagger og IT Factory gik første gang konkurs 6. juni 2003. Et katastrofalt regnskab og tydelige tegn på fiflerier og bedrageri fik fire bankers repræsentanter i IT Factorys bestyrelse til at forlange konkursen.
De fire banker var Danske Bank, Nordea, Amagerbanken og Spar Nord, og de tabte alle penge på konkursen. TV-Avisen afslørede allerede mandag aften, at bankerne i begyndelsen af juni 2003 var bekendt med, at deres egne repræsentanter i IT Factorys bestyrelse havde mistet tilliden til Stein Bagger.
Nu kan TV-Avisen afsløre, at bankerne også kendte til en politianmeldelse mod Stein Bagger.
Advokat Jørgen B. Elmer blev kurator for det konkursramte IT Factory, og da han i løbet af juni 2003 opdagede, at Stein Bagger sammen med Asger Jensby gav et bud på at købe resterne af IT Factory ud af konkursboet, følte han sig forpligtet til at advare bankerne.
Jørgen B. Elmer siger til DR Nyheder: - Jeg var jo vidende om, at bankerne havde et udestående med Stein Bagger, herunder at der forelå oplysninger om en politianmeldelse mod ham. Derfor orienterede jeg bankerne om, at Stein Bagger var inde i billedet som deltager i det selskab, som ville købe resterne af IT Factory.
Jørgen B. Elmer oplyser, at han i et brev til Danske Bank, dateret den 27. juni 2003, orienterede banken om, at Stein Bagger var på banen som mulig køber. En kopi af brevet blev emailet til Amagerbanken.
Jørgen B. Elmer oplyser videre, at meldingen tilbage fra bankerne var, at de ikke havde indvendinger mod at sælge resterne af IT Factory til Stein Bagger og Asger Jensby. Salget blev gennemført - og kort tid efter trådte Danske Bank til som selskabets bankforbindelse.
- Når man har med en direktør at gøre, der har kørt en virksomhed i sænk, og man får at vide, at direktøren er på vej til at blive meldt til politiet, så har jeg svært ved at forstå at man vil fortsætte et engagement. Det virker uforsigtigt, siger Morten Samuelsson, professor i selskabsret på Copenhagen Business School CBS.
Danske Bank godkendte altså på forhånd, at resterne af det netop konkursramte IT Factory kunne blive købt af Stein Bagger og Asger Jensby.
Dagen efter det advarende brev fra kuratoen - altså 28. juni 2003 - accepterede Jørgen B. Elmer buddet fra Stein Bagger og Asger Jensby - og 3. juli 2003 kunne selskabet så afholde stiftende generalforsamling.
Direktør blev Stein Bagger og selskabets navn blev IT Factory - nøjagtig ligesom det selskab, der med et katastrofalt regnskab og tydelige tegn på fiflerier og bedrageri var gået konkurs fire uger tidligere.
BankforbindelseDet fremgår af oplysningerne fra Jørgen B. Elmer, at bankerne - eller deres to repræsentanter i IT Factorys bestyrelse - allerede havde diskuteret at politianmelde Stein Bagger.
Danske Bank var altså vidende om mulige kriminelle forhold, da den nikkede ja til at sælge til Bagger. Og få uger efter den stiftende generalforsamling i det nyopståede IT Factory trådte Danske Bank så til som bankforbindelse for selskabet.
- Det er grimt, fordi Danske Bank normalt står for at være ufejlbarlig. Her ser det ud til at Danske Bank - eller medarbejdere i Danske Bank - er gået alt for langt i blind optimisme og har fortsat et engagement, som almindelig forsigtighed burde have ført dem til at lukke, siger professor Morten Samuelsson fra CBS.
Danske Bank vil ikke lade sig interviewe om sagen. I en kortfattet skrivelse meddeler banken, at den ærgrer sig over sagen og nu har sat en intern undersøgelse af engagementet med IT Factory i gang. Det skal blandt andet undersøges, om de interne procedurer kan forbedres.