Foto: Jens Nørgaard Larsen - Scanpix

Dansk stjerneskuespiller tilbage på dansk scene

Det er fem år siden, Sofie Gråbøl har lavet teater herhjemme, nu skal hun spille med i klassiker på Den Kongelige Teaterscene.

Sofie Gråbøl vender nu tilbage til den danske teaterscene, når hun skal spille den ene af to roller i Ingmar Bergmans stykke "Scener fra et ægteskab".

- Det er første gang, jeg skal lave teater i Danmark i fem år, så jeg har virkelig fået sulten tilbage, og glæder mig til at komme tilbage på scenen og fordybe mig i en tekst som den her, siger Sofie Gråbøl til BT.

Stykket bliver instrueret af Thomas Bendixen.

Hun skal spille overfor Morten Kirkskov, der til daglig er skuespilchef på Det Kongelige Teater. Han vender tilbage til scenen for en stund, som Johan i "Scener fra et ægteskab." 

Læs også Gækkebreve i Greve tiltrækker tysk tv-opmærksomhed

Skal filme med Matt Dillon

Før Sofie Gråbøl starter prøver på teaterstykket i næste måned, skal hun lige filme med Lars von Trier, der har castet hende som mordoffer, når han filmer for første gang på dansk grund i 17 år.

Det skriver BT.

Hun skal spille overfor den amerikanske skuespiller Matt Dillon, der blandt andet er kendt for sin rolle i filmen "Crash".

Optagelserne med Sofie Gråbøl og Matt Dillon finder blandt andet sted i Gribskov i nordsjælland, og det er første gang Sofie Gråbøl arbejder sammen med Lars von Trier.

"Scener fra et ægteskab" har premiere i Det kongelige Teaters Skuespilhus til august. Forsalget begynder i slutningen af april. 

Læs også Her er det første glimt af det nye Noma