Professor fra Københavns Universitet vinder fem millioner kroner

Hæderskronet dansk professor er blevet tildelt legat på fem millioner kroner.

Jens Hjorth, der er professor på Niels Bohr Instituttet og leder af Dark Cosmology Centre (DARK) på Københavns Universitet, er i dag blevet hædret med den største danske, individuelle forskerpris på hele fem millioner kroner.

Helt konkret har 52-årige Jens Hjorth modtaget Villum Kann Rasmussens Årslegat til Teknisk og Naturvidenskabelig Forskning, som en anerkendelse af hans forskning inden for kosmologi.

Jens Hjorth er særlig kendt for sit arbejde med gammaglimt, hvor han som den første har dokumenteret, at lange gammaglimt opstår, når en supernova eksploderer meget langt væk. Den opdagelse blev i 2003 og 2005 vurderet til at ligge på listen over de 10 største internationale gennembrud inden for naturvidenskab.

Det skal pengene bruges på
Og den prestegiefyldte pris med det store pengebeløb er den danske professor meget stolt af.

- Jeg er meget beæret over at modtage denne fornemme pris, som blandt andet vil gøre det muligt for mig at forske i lige præcis det, som jeg har lyst til. For eksempel er jeg meget interesseret i at finde ud af om tunge grundstoffer som guld og faste stoffer - baseret på for eksempel silicium og carbon, som vores jord består af - bliver dannet i voldsomme eksplosioner i universet, siger Jens Hjorth, der til daglig arbejder for at skabe mere viden om ´det mørke univers´, mørkt stof og mørk energi, som 95 % af universet består af.

Ud over forskningen og ledelsen af DARK vil Jens Hjorth fortsætte med at bruge tid på at uddanne fremtidens astronomer og fysikere:

- Jeg er astronom for at udvide vores erkendelse og bryde nye grænser. Og vi kan ikke på forhånd vide, hvad der ligger på den anden side. Måske et nyt verdensbillede, siger professoren.

Derfor faldt valget på Hjort
Hos Villum Fonden, der står bag den årlige pris, er forskningsdirektør og professor Thomas Sinkjær glad for, at man har mulighed for at hædre Jens Hjorts forskning.

- Vi er begejstrede for at hædre fremragende og nysgerrige forskere som Jens Hjorth, der via sin langvarige forskningsindsats inden for astronomien på afgørende vis har bidraget til ny erkendelse. En erkendelse, der på nogle områder har skabt et paradigmeskift inden for feltet, siger Thomas Sinkjær som forklaring på hvorfor valget faldt på netop Jens Hjorth.

Jens Hjorth har tidligere modtaget flere hædersbevisninger for sin banebrydende forskning, heriblandt Eliteforskprisen i 2008, Lundbecks Yngre Forskerpris i 2004 og Descartesprisen i 2002. Han har en videnskabelig produktion på 278 peer-reviewed artikler, heraf 18 i Nature og Science.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik