Dansk pres for mere fiskeri

Borgmester i Gribskov, Kim Valentin (V), henvender sig nu direkte til miljøminister Kirsten Brosbøl (S) og fødevareminister Dan Jørgensen (S) med håb om, at et område i Kattegat igen kan åbnes for fiskeri til gavn for Gillelejefiskerne og havnebyen.

- Vi er i økonomisk klemme. Hvis der ikke sker noget inden for de næste måneder, vil vi langsomt dø, siger Jan Nordahl, formand for Fiskeriforeningen i Gilleleje til Frederiksborg Amts Avis.

Siden 2009 har Gillelejefiskerne ikke kunnet fiske jomfruhummer i Zone 3 i Kattegat. Området blev lukket i 2009 efter en bilateral aftale mellem Danmark og Sverige. Aftalen skulle beskytte torskenes gydesteder.

Torskebestanden er imidlertid i dag i vækst, og nye rapporter fra DTU-AQUA konkluderer, at området godt kan åbnes igen.

- Som jeg forstår det, er det Sverige, der sidder på bremsen - de har ikke de samme interesser, som vi har i området, siger borgmester Kim Valentin.

- Man må derfor i dialog med svenskerne, men det går meget trægt. Jeg håber på, at jeg ved at råbe op, kan gøre, at der sker et eller andet.

I Fødevareministeriet erkender man problemerne og er enig i konklusionerne i den dansk-svenske forskerrapport, lyder det i et svar fra ministeriet til Frederiksborg Amts Avis.

- Det har man også fra ministeriets side taget op med de svenske myndigheder gentagne gange på såvel minister- samt embedsmandsniveau. Desværre har man fra svensk side været ret uvillig til at se på en justering af aftalen, men det gentagne danske pres har nu ført til, at man er enedes om at nedsætte en dansk-svensk arbejdsgruppe, der bl.a. skal se på mulighederne for at opnå enighed om justering af de dansk-svenske områder til beskyttelsen af torsken, lyder det i svaret fra ministeriet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik