Dansk maraton-arrangør: Vi føler os ikke truet

Bombeangrebet i Boston får ikke arrangøren af Københavns maraton til at frygte terror til det danske løb i maj.

Det er vigtigt, at der er fokus på sikkerheden og nye trusler ved maratonløbet i København, som afholdes i maj.

Men mandagens bombeangreb mod Boston Marathon får ikke arrangøren af Copenhagen Marathon til at føle sig udsat.

- Vi føler os ikke truet. Så skulle man jo føle sig truet, uanset hvad man gik til hen over sommeren - koncerter, fester, alt, hvor mennesker er samlet, siger Dorte Vibjerg, direktør i Sparta Løb, som arrangerer Copenhagen Marathon.

Arrangør tror ikke på adfærdsændring

Mandag eksploderede to bomber i Boston tæt på mållinjen under byens berømte maratonløb. Eksplosionerne kostede tre mennesker livet og sårede flere hundrede andre.

Dorte Vibjerg tror dog ikke, at løbere eller tilskuere i København kommer til at ændre adfærd som konsekvens af angrebet i USA.

- Jeg tror ikke, det går hen og påvirker folk ret meget. Et maratonløb er jo ikke anderledes end alle andre events, hvor man bliver samlet i store mængder, så det ville være en uholdbar situation, hvis folk begyndte at blive bange for at deltage i den slags begivenheder, siger Dorte Vibjerg.

Fokus på ny trussel

Hun understreger, at løbet vil blive afholdt som sædvanligt. Bomberne i Boston betyder dog, at der vil komme øget fokus på sikkerheden ved maratonløb - også i København.

- Vi kan ikke gøre det store for at undgå, at det sker. Men vi har fået øjnene op for, at når vi taler sikkerhed, skal vi ikke bare skal have fokus på ulykker, paniksituationer og løbere, der bliver dårlige. Vi skal pludselig også have fokus på den trussel, som en bombe kan være. Det har vi ikke haft tidligere, siger direktøren.

Den nye trussel får også arrangørerne til at gå i dialog med politiet om beredskabet til løbet, så der kan tages hånd om en bombesituation, hvis det mod forventning skulle ske.

London Marathon følges nøje af Københavnske maraton

I London har man i forbindelse med den kommende weekends forestående maraton meldt ud, at sikkerheden vil blive revurderet op til løbet. Og det vil blive fulgt nøje i København.

- London er helt klart et foregangseksempel for os, så vi vil følge deres afvikling af arrangementet tæt, siger Dorte Vibjerg.

Copenhagen Marathon bliver løbet den 19. maj. Indtil videre har 6592 løbere meldt sig til den 42,195 kilometer lange rute.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik