Danselærerinde tiltalt for overgreb: "Vi var bedste venner"

En underviser er under anklage i Københavns Byret for at have forgrebet sig på dansedrømmende unge piger.

Det skulle have været lærerigt og trygt, men endte anderledes for en ung pige, der gerne ville lære at danse. Hun var 12 år, da overgrebene begyndte. 

I hvert fald ifølge det anklageskrift som anklager Anders Andreasen læser op i Københavns Byret tirsdag. 

Her fremgår det, at der ikke kun blev danset, når en danselærerinde havde besøg af sine elever i hovedstadsområdet.

Kvinden erkender at have haft et seksuelt forhold til pigen, men hun erklærer sig hverken enig i pigens alder eller tidspunktet for forholdet.

Hun forklarer, at den unge teenager havde problemer derhjemme. Det gjorde, at hun ofte blev i danselokalet, når undervisningen var slut. 

- Det lyder måske underligt, men vi var bedste venner på det tidspunkt på trods af den store aldersforskel, siger tiltalte i retten. Hun var omkring 27 år dengang.

Men for den nu 19-årige forurettede pige var kvinden ikke kun danseunderviser. 

Hun blev senere ansat som netværksplejemor for hende. Det skete, efter pigen ifølge underviseren var blevet udsat for vold hjemme hos sine forældre. 

Kvinden fortæller, at der ikke var noget intimt forhold mellem de to til at begynde med. Det var først senere - i januar 2013, da pigen var 15 år - at det blev mere intimt mellem dem, lyder forklaringen. 

Ifølge anklageren udnyttede lærerinden pigens "ønske om avancement inden for danseskolen" til at opnå et seksuelt forhold med pigen og til at krænke hendes blufærdighed. 

Men sådan hænger det ikke sammen ifølge kvinden selv.

Der fremgår endvidere, at det ikke er den eneste gang, at underviseren har haft et andet seksuelt forhold end samleje til en elev. 

Tiltalen lyder, at kvinden har haft seksuelle forhold til fire piger, hvoraf to af dem var under 15 år, da overgrebene begyndte, mens to var under 18 år. 

Ifølge kvindens forsvarer, Karoline Døssing Normann, erkender underviseren, at hun har haft seksuelle forhold til de forurettede i sagen.

Men hun erklærer sig hverken enig i pigernes alder, da episoderne udspillede sig, eller tidspunkterne.

Sagen er så alvorlig, at anklagemyndigheden har valgt at rejse den som en nævningesag. Det indikerer, at man vil gå efter fire års fængsel eller mere. Men tiltalte har meddelt, at hun ikke ønsker nævninger til stede i retten.

Foruden forholdene om andet seksuel forhold end samleje er kvinden også tiltalt for vold ved at have slået to af pigerne i ansigtet med flad hånd.

/ritzau/

 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik