00:42

1 af 2

Danmarks mest berømte ænder bor i Greve

27.000 havde torsdag formiddag set klippet på facebook med andemor og ællingerne, der går tur gennem et træningslokale.

I Greve har en andemor i flere år ruget i en plantekasse i atriumgården ved Greve Kommunes træningsenhed.

Da æggene klækkede i mandags kaldte andemor sine små, dunede ællinger sammen og fik dem ud af kassen og ned på jorden. Personalet skyndte sig at åbne alle døre i centeret.

Så gik familien målrettet ind i træningslokalet, forbi maskinerne og ud i friheden ad dørene.

- Det er jo bare sødt, siger Benedicte Rostock, leder af træningsenheden. Hun fortæller at andemor de sidste fire år har ruget med skiftende held.

Første år fik træningsenheden fat i Falck, der bar ællingerne gennem bygningerne og ud på noget græs. Andemor fulgte selv efter.

Året efter blev æggene spist af måger.

Sidste år og i år har personalet åbnet alle døre og overladt det til andemor at finde vej ud selv.

- I år har vi faktisk også beskyttet æggene lidt mod måger. Vi har sat en attrap på taget som ligner en rovfugl, og vi har sat en parasol op over plantekassen", fortæller Benedicte Rostock.