Danmarks kulturarv skal reddes i vingeskudt by-projekt

Byrådet i Frederikssund har taget de første skridt, så en lagerhal til en kvart milliard kroner i udkanten af Vinge i fremtiden skal opbevare Danmarks kulturarv.

By-projektet Vinge i Frederikssund Kommune kommer inden for de kommende år til at huse nogle meget prominente indbyggere.

Nogle af Danmarks vigtigste nationale klenodier flytter nemlig til byen, hvor et nyt og moderne opbevaringslager for Nationalmuseet og Det Kongelige Bibliotek er på trapperne.

Slots- og Kulturstyrelsen vil opføre et fællesmagasin til en pris på 263 millioner kroner, hvor historiske genstande fra de to statsinstitutioner kan opbevares uden frygt for, at kulturarven forgår som følge af råd, fugt, mug eller svamp.

Og det synes politikerne i Frederikssund er en vældig god idé.

Således har et flertal i Byrådet på et møde den 27. marts vendt tommelfingeren opad til styrelsens byggeønsker. Derfor skal der nu udarbejdes en lokalplan, som kan muliggøre det næsten 25.000 kvadratmeter store byggeri.

Samtidig har Byrådet øremærket 3,5 millioner kroner, så der kan laves arkæologiske undersøgelser af byggegrunden, fremgår det af referatet.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Magasinet er tegnet af Gottlieb Paludan Architects.   Totalentreprenør er DS Flexhal, og ingeniørfirmaet MOE er underrådgiver.
Magasinet er tegnet af Gottlieb Paludan Architects.   Totalentreprenør er DS Flexhal, og ingeniørfirmaet MOE er underrådgiver.
Foto: Gottlieb Paludan Architects

Skal huse alt fra knappenåle til hestevogne

Ifølge Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside skal lagerbygningen opbevare "kulturarv af enestående national betydning". 

Byggeriet kommer til at bestå af to større og to mindre bygninger, der er bygget sammen, med en maksimal højde på omkring 15 meter. Hele byggeriet vil blive omkranset af et hegn.

I Slots- og Kulturstyrelsen ser vi meget frem til at komme i gang med byggeriet, har enhedschef for Projektering og Projektledelsestyrelsen Ann-Pia Puggaard tidligere udtalt.

- Magasinerne vil skabe en sikker og optimal ramme om kulturarven fra to store institutioner, og magasinerne vil, når de står færdige, rumme stort set alle typer af genstande fra knappenåle og kanoer til hestevogne, manuskripter og førsteudgaver af sjælden litteratur, som har national betydning, udtalte hun.

Til at opbevare de mange sager opstables der 25.000 kubikmeter reolplads til genstande fra Nationalmuseet og 120 hyldekilometer reoler til opbevaring af biblioteksmateriale fra Det Kongelige Bibliotek.

Ifølge planen skal byggeriet påbegyndes 1. september, så museumsgenstandene kan flyttes ind på lageret fra 1. juni 2021.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Opbevaringmagasinet skal placeres ikke langt fra den kommende Vinge Station.
Opbevaringmagasinet skal placeres ikke langt fra den kommende Vinge Station.
Foto: Halsnæs Kommune

Skimmelsvamp truer museumsgenstande

Slots- og Kulturstyrelsens byggeplaner sker, efter problemer med skimmelsvamp på flere museers opbevaringslagre forrige sommer fik brancheforeningen Danske Museer til at råbe vagt i gevær.

Særligt Nationalmuseet har gennem en årrække døjet med dårlige magasinforhold. Derfor har museumsmagasinplanerne været undervejs gennem flere år.

Ifølge et notat fra Rigsrevisionen har Nationalmuseet de seneste år været nødt til at kassere omkring 1.000 historiske genstande, som er blevet ødelagt af skadedyr og skimmelsvamp.

Museet og Kulturministeriet fik ifølge DR kritik af revisionen for endnu at have løst problemer trods kendskab til dem siden 2007.

- Rigsrevisionen finder det kritisabelt, at den langsommelige proces omkring opførelsen af et nyt magasin til Nationalmuseet har medført, at genstande er gået tabt eller er blevet beskadiget med en betydelig resurseindsats til følge, stod der i Rigsrevisionens kritik ifølge DR

Ifølge Nationalmuseet er det især genstande fra et magasin i Lyngby tilknyttet Frilandsmuseet, som man er blevet nødt til at kassere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik