Danmarks højeste flagstang, en strandpark og en middelalderlandsby i Brøndby

Brøndby har mere at byde på end bare et fodboldhold. Kommunen byder nemlig også på en rekordhøj flagstang, en idyllisk landsby og meget mere. Her kommer seks anbefalinger til Brøndby Kommune.

Vi er nået til den tolvte udgave af sommerprogrammet ”Oplev Lorryland”, hvor vi besøger 34 kommuner og giver dig anbefalinger til, hvad du kan opleve rundt omkring. Og nu er det blevet tid til at tage et kig på, hvad der kan opleves i Brøndby.

Brøndby Strandpark er en del af Køge Bugt Strandpark, der hvert år tiltrækker en masse mennesker - både lokale og turister. Stranden, der blev kunstigt anlagt for 40 år siden, er børnevenlig, og i skolernes sommerferie er der livreddere langs hele Strandparken. Ved de opstillede borde i klitterne kan du nyde din medbragte mad og drikke. Her er det også muligt at grille. Området har desuden et rigt fugleliv, hvor du bl.a. kan se en større koloni af Splitterne. 
Se mere her.

Luft din indre vandhund ved Brøndby Strandpark.

Sportsbyen
Har du lyst til lidt motion, kan du besøge Sportsbyen. Sportsbyen er et unikt område omkring Brøndby Stadion, hvor institutioner og virksomheder, der har relation til idræt, træning, sundhed og oplevelser, ligger side om side. Sportsbyen rummer bl.a. Brøndby IF, Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark samt en masse idrætsfaciliteter, som danner rammerne om et stemningsfyldt område, der står i idrættens tegn. Se mere her.

Få motion i Sportsbyen.

Brøndbyøster Landsby
Landsbyen er et idyllisk område, der har rødder tilbage til middelalderen. Området, der rummer et stort antal stråtækte huse, er bygget op omkring Brøndbyøster Kirke, der tager en tilbage i tiden. I Brøndbyøster Landsby ligger der også en lille købmand fra 30'erne, som har åbent ind imellem. Her kan man bl.a. købe "gammeldags" honning og bolsjer. Se mere her.

Rejs tilbage i tiden i Brøndbyøster Landsby.

Brøndby Middelalderby
I Brøndby Middelalderlandsby kan du gå på opdagelse i middelalderen. Du kan benytte stedet frit hele året rundt. På særlige dage afholdes der markeder, underholdning og aktiviteter. Middelalderlandsbyen er et arkæologisk frilandsmuseum som består af rekonstruerede værksteder, syv små huse og en kirke fra 1350. Se mere her.

Gå på opdagelse i Middelalderen.

Ungekulturhuset Pilegården
Er du mellem 16 og 29 år kan Ungekulturhuset Pilegården være lige noget for dig. Her kan alle kreative ildsjæle udfolde sig ved at skabe projekter og events for ungekultur i Brøndby. Hos Pilegården er der også plads til dig der gerne vil spille musik, brætspil, computer, male eller strikke. Huset er åbent mandag til torsdag med aktiviteter og mad hver aften. Se mere her.

Et kreativt frirum til unge mellem 16 og 29 år. 

Margrethe-Flagstangen
På Margrethehøjen kan du opleve Danmarks højeste flagstang. Flagstangen måler 47 meter og var en gave fra Brøndby Kommune, Danmarks Idræts Forbund og Danmarks Olympiske Komité til Dronning Margrethe, da hun fyldte 50 år i 1990. Margrethe-flagmasten blev indviet på Valdemarsdag – som også er Dannebrogs “fødselsdag” – den 15. juni 1990. Se mere her.

Danmarks højeste flagstang.

 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik