Sjællands nye nationalpark indviet: "Det er historisk"

Tirsdag blev Kongernes Nordsjælland officielt en nationalpark.

Danmarks femte største nationalpark blev indviet tirsdag.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland spreder sig over 26.250 hektar og indeholder de biologisk rigeste skove i Danmark og landets største lynghedeområde, den vandrigeste og næststørste sø samt den største vildtlevende bestand af dådyr.

Dronning Margrethe tog hul på de store naturoplevelser med en sejltur på Esrum Sø.

Efter den smukke tur var det tid til at indvie Nationalparken ved Esrum Kloster.

Parken omfatter derudover blandt andet Gribskov, Tisvilde Hegn, Arresø og Gurre Sø. 

Indvielsen af nationalparken er noget ganske særligt for borgmester i Gribskov, Anders Gerner Frost, Nytgribskov.

- Det er en meget stor dag. Det er en historisk dag. En dag, hvor vi i Nordsjælland kan markere, at vi er noget særligt, siger han og fortsætter: 

- Det er vi, fordi vi har smuk natur, men også fordi vi er så tæt på københavn, og vi har rigtig mange mennesker, der nyder vores natur hver eneste dag. Det skal borgerne fortsat gøre - og det skal mange turister gøre hånd i hånd med den fine natur, som vi har, siger han til TV 2 Lorry på parkens åbningsdag. 

 

Med taler af Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen og Dronningen blev nationalparken indviet med manér.

Åbningen af nationalparken er startskuddet til flere dage med aktiviteter for at fejre indvielsen af den nye park.

Bliv klogere på aktiviteterne her:

VILD ÅBNING PÅ NYRUPHUS

Lær hvordan du parterer en buk, eller lad de yngste i familien få jord under neglene, når åbningen af nationalparken Kongernes Nordsjælland markeres på Naturcenter Nyruphus i Helsingør.

Mellem klokken 11:00 – 14:00 lørdag d. 2. juni er der nemlig vilde oplevelser for hele familien, hvor du udover slagtningen af en buk og krible krable smådyrsjagt, kan møde skovens folk og naturvejleder, se opvisningsskyderi med bue, og komme med en tur rundt på historiske vandringer med naturekspert, Henrik Lieberkind.

GRATIS SEJLTUR FRA FREDENSBORG TIL GRIBSKOV

Tag hele familien med på en gratis tur på Esrum Sø fra Fredensborg til Dronningens Bøge i Gribskov, hvor der vil være snitteværksted, bål for børnene og en fortællinger om Gribskov og nationalparken for de voksne.

Båden sejler lørdag d. 2. juni kl 10:00 og kl 12:00 fra Skipperhuset i Fredensborg og vender tilbage samme sted efter to timer i skoven.

Turen er gratis, men kræver tilmelding. Tilmeld dig ved at skrive til bas@fredensborg eller ring 40 50 38 86

KAFFE MED UDSIGT

Tag med på nationalparktur i Kappelhøjkilen, og bliv klogere på stedets historie og natur.

Torsdag d. 31. maj klokken 19:00 fortæller medarbejdere fra Natur og Miljø i Halsnæs Kommune om landskabshistorien i Kappelhøjkilen. De fortæller om områdets historie, og vil også snakke lidt om kommunens udvikling af området.

Turen slutter på toppen af Maglehøj, hvor medarbejderne fra Natur og Miljø vil snakke om Arresø og Arrenæs og landskabsplanerne for halvøen.

Du kan se mange flere arrangementer i anledningen af indvielsen af Kongernes Nordsjælland ved at trykke lige her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik