Danmarks elite skifter svømmehal - nu skal de træne i Taastrup

De danske svømmere skal træne i Taastrup Svømmehal, som bliver det nye Nationale Træningscenter (NTC), som rummer landets bedste svømmere. Det sker efter lukningen af Bellahøj Svømmehal.

Siden slutningen af marts måned i år har Pernille Blume og resten af de største danske svømmetalenter hoppet i bassinet i Taastrup Svømmehal.

Bellahøj Svømmestadion har tidligere været den faste træningsbase for atleterne, men da en undersøgelse afslørede skimmelsvamp på gulvet i det fugtige miljø, tog Dansk Svømmeunion prompte beslutningen om at flytte stjernene.

Svømmestadion lukkede

Siden gik turen til Taastrup Svømmehal, hvor der både er blevet svømmet adskillige baner, trænet spring og strukket ud.

Og sådan bliver det ved med at være minimum frem til OL i 2020. Det står klart, efter Ballahøj Svømmestadion siden er lukket lukket helt, og Dansk Svømmeunion og Team Danmark har indgået aftale med Taastrup Svømmehal, skriver Høje-Taastrup Kommune i en pressemeddelelse.

Dermed bliver svømmehallen det primære træningssted for det Nationale Træningscenter (NTC), som arbejder med landets bedste svømmere.

Svømmeunion er gode kunder

Leder af de kommunale idrætsanlæg, Peter Christensen, har haft dialogen med NTC og er glad for, at Danmarks bedste svømmere lægger deres træning i Taastrup. 

- Jeg er rigtig stolt af, at vi har landet en aftale med Dansk Svømmeunion og Team Danmark om at danne ramme for deres forberedelser frem mod OL, siger han og tilføjer:

- Dels er det en stor ære dagligt at huse nogle af de allerbedste svømmere i verden her i vores svømmehal. Dels er NTC en god kunde i svømmehallen - Team Danmark betaler for leje af hallen, og disse indtægter indgår i driften af Taastrup Svømmehal og kommer hallens øvrige brugere til gode. Samtidigt glæder jeg mig over, at det er lykkedes at lave en aftale med NTC, hvor de primært har fået træningstider, hvor der var ledig kapacitet i hallen.

Sportschef: "En af Danmarks bedste træningshaller"

Taastrup Svømmehal trak første gang overskrifter, da det store internationale stævne Danish Open blev afholdt i svømmehallen på grund af Bellahøj Svømmestadions store problemer.

Herefter har NTC fortsat træningen lidt længere mod syd end vanligt - og indtil videre er de yderst tilfredse med faciliteterne.

- Jeg er utrolig glad for, at vi har indgået en aftale om, at NTC kan have Taastrup Svømmehal som træningssted frem til OL 2020. Vi har allerede et godt kendskab til Taastrup Svømmehal og har her stiftet bekendtskab med en af Danmarks bedste træningsfaciliteter.

- Derudover er det en fornøjelse at samarbejde med Taastrup Svømmehals personale og ledelse, som altid er professionelle og servicemindede, lyder det fra sportschef i Dansk Svømmeunion, Lars Green Bach.

Førstevalg trods tidligere problemer

Den enes død, den andens brød.

Det velkendte ordsprog kan med rette bruges om situationen, som Taastrup Svømmehal nu står i.

Bellahøj Svømmestadion, som indtil slutningen af marts var elitesvømmernes hovedsæde, blev nemlig kasseret som følge af problemer med skimmelsvamp.

Siden lukkede den traditionsrige svømmehal helt - og derfor får Taastrup Svømmehal nu chancen.

Men Taastrup Svømmehal er helle rikke en svømmehal helt uden skandaler i bagkataloget.

Den meget omtalte hal 2 i Taastrup Svømmehal er nemlig blevet lukket gentagende gange i løbet af 2018 på grund af dårligt indeklima.

I januar 2018 oplyste FOA at tre medarbejdere fra svømmehallen blev henvist til udredning og behandling på Bispebjerg Hospital som følge af indeklimaet.

Først den 3. december 2018 genåbnede hallen - og måske netop derfor har Høje-Taastrup Kommune valgt at notere sig de gode nyheder.

"Så efter startvanskelighederne kan Taastrup Svømmehals mange gæster nu nyde den yderst velfungerende, moderne svømmefacilitet - det gælder såvel foreningssvømmere som gæsterne i den almindelige åbningstid", skriver kommunen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik