02:17

Foto: TV/Lorry

1 af 2

Danmarks dyreste lejlighed

30 millioner kroner. Det er udbudsprisen på en 380 kvadratmeter stor lejlighed i Københavns nye bydel Nordhavn.

Danmarks dyreste lejlighed nogensinde er netop sat til salg. Lejligheden koster 30 millioner kroner og er en del af byggeprojektet 'The Silo' i København.

'The Silo' - eller siloen, som den kaldes i daglig tale - er nordhavnens største industribygning, og den er lige nu ved at blive gennemrenoveret. I de kommende år skal siloen nemlig rumme 40 luksuslejligheder - og her i blandt altså Danmarks dyreste. Alle lejligheder er tegnet af COBE-arkitekter.

Det skal dog være en køber med is i maven og en veludviklet forestillingsevne, der sætter sin underskrift på kontrakten til 'Danmarks dyreste lejlighed' - for lige nu er lejligheden nemlig bare en slidt betonsilo og nogle tegninger på et stykke papir.

Men når den står klar, vil lejligheden få en udsigt ud over Øresund og Kattegat - fra 41 meters højde.

Den hidtil højeste udbudspris for en lejlighed er fra april sidste år. Her blev en lejlighed på Christianshavn sat til salg for 27,5 millioner kroner. Den blev i februar i år solgt for et ukendt beløb.