Danmarks bedste lakrids kåres: I Bagsværd håber de på guld

Lakridsmagere og kokke fra hele Danmark skal i weekenden dyste om den prestigefyldte ”The Liquorice Taste Award 2019”. Og du kan komme med.

En to times sanseoplevelse venter Lakridsfestivalens gæsterne den kommende weekend i København. Foto: Lakridsfestivalen

Den kommende weekend er en god anledning til at få ondt i maven og hjertebanken.

Lakridsfestivalen med temaet Nordic Liquorice Love afholdes nemlig den 23. og 24. februar i København. Her vil 16 dedikerede producenter fra hele Danmark vise deres kreative evner med håb om i sidste ende at kunne tage en guldmedalje med hjem som beviset på, at man har landets bedste lakrids.

Hos Bagsværd Lakrids, der er sidste års sølvvindere, er man i fuld gang med forberedelserne til weekendens brag af en lakridsfest. Direktør Morten Kornbech håber, at de denne gang kan træde et skridt op og tage sejren hjem.

- Vi har udviklet en hel masse nyt op til den her weekend. Både en ny sød lakrids og lakrids med chokolade. Det ville være helt vildt, hvis vi gik hen og vandt, men der er virkelig mange dygtige konkurrenter, så vi kan kun krydse fingre, siger Morten Kornbech.

Vinderne af bronze- (venstre), sølv- (højre) og guldmedalje (midten) ved Lakridsfestivalen i 2018.   Foto: Lakridsfestivalen

Selvom Morten Kornbech ikke er helt sikker på, at sejren er i hus, så er han ret tilfreds med den nye lakrids, han selv har fremstillet.

- Jeg er ret glad for den nye søde lakrids. Den er gået rigtig godt og har været spændende at lave. Det er fedt at se folks ansigter lyse op, når de smager den, siger Morten Kornbech.

En interaktiv sanseoplevelse

Festivalen er en hyldest til de bedste producenter, det gode madhåndværk og det nordiske køkken med smagen af lakrids. Temaet i år skal ifølge arrangør af Lakridsfestivalen, Eva Vedel, repræsentere nordens kærlighed til lakrids, og hun har store forventninger til festivalen, hvor producenterne plejer at fremvise en bred vifte af slik, mad og drikkevarer.

- Festivalen er om lakrids, men også om lakridssmagen. Derfor ser vi også et hav af forskellige produkter. Alt lige fra slik til øl og grillmad er med. På den måde kan gæsterne stifte bekendskab med mange måder at anvende lakridssmagen, siger Eva Vedel.

Som almindelig lakridsentusiast har du mulighed for at købe billet til arrangementet og få en interaktiv oplevelse med de professionelle lakridsmagere, kokke, grillmestre med flere. Til arrangementet kan man få smagsprøver, give din mening om produkterne til kende og se lakridsen blive fremstillet.

- Det er en to timers sanseoplevelse. En slags forestilling, hvor gæsterne først får viden om lakrids og derefter kommer ud i miniworkshops, hvor de selv kan lave deres egen mad eller slik med lakrids sammen med de professionelle producenter, siger Eva Vedel.

Lørdag den 23. februar klokken 14:30 uddeles The Liquorice Taste Award 2019. Foto: Lakridsfestivalen

Personligt glæder Morten Kornbech sig meget til den interaktive del af festivalen, hvor han kan høre, hvad folk tænker om produkterne.

- Helt ærligt, kan I lide det, vi laver? Det er rart at få svar på, og hvis folk så kan lide de nye produkter, vi har med til festivalen, så sætter vi dem i produktion, siger Morten Kornbech.

Lørdag den 23. februar klokken 14:30 uddeles The Liquorice Taste Award 2019. Der er bronze-, sølv- og guldmedaljer til de producenter, der ifølge dommerne har lavet det bedste produkt.  

Man kan købe billet til lakridsfestivalen, som i København finder sted den 23. og 24. februar ved Weber Grill Academy København, her: www.lakridsfestival.dk

Adresse:
Dampfærgevej 10
2100 København Ø


Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret