Cyklister kan risikere ventetid på op til 30 minutter ved ny cykelbro

Foto: TV2/Lorry

Den planlagte cykelbro over Trangraven ved Christianshavns Kanal skal gøre det lettere for hovedstadens cyklister at komme til og fra arbejde og studier.

Men op til 16 gange i døgnet kan cyklisterne risikere at møde en åben bro. Så mange gange skal de sejlbåde, som holder til i havnen, nemlig have lov til at passere broen. Det skriver DR P4 København.

Ventetiden kan i særligt slemme tilfælde blive op til en halv time. Det fremgår af kommunens egne beregninger. Andre gange et kvarter, og når der er få både kan ventetiden være på bare fem minutter.

Men ligegyldigt om det bliver fem eller 30 minutters ventetid, der bliver tale om, så vil det betyde, at cyklisterne vælger ruten over Knippelsbro i stedet, for at undgå usikkerhed om, hvornår den er åben. Det forudser Thomas Sick Nielsen, forsker hos DTU Transport,

- Generelt vil det selvfølgelig være noget, der gør ruten mindre anvendelig end ruter, hvor man kender rejsetiden, siger han.

Cyklist Lauge Nissen er usikker på, om cykelbroen vil give ham en fordel, når han skal cykle til og fra studiet.

- Jeg bliver nødt til at stå tidligere op for at nå frem, og så vil jeg nok vælge en anden rute, siger Lauge Nissen.

En anden cyklist, Sebastian Alstrup, overvejer at bruge broen, hvis man undervejs på ruten kan få informationer om, hvorvidt broklappen er oppe eller ej.

- Hvis det bliver tilgængeligt nogen steder, hvornår og hvor lang tid broen er åben, så vil jeg bruge den, siger Sebastian Alstrup til DR P4 København.

De konservatives medlem at miljø- og teknikudvalget, Jakob Næsager, mener ikke, det bliver noget problem for cyklisterne, at broerne skal åbnes flere gange om dagen.

- Hvis det kommer til at køre efter et fast skema, hvor man ved at broen f.eks. åbner klokken hel, så tror jeg de fleste kan indregne det i deres daglige cykeltur, siger Jakob Næsager.

Jakob Næsager mener ikke kommunens egne beregninger på ventetid op til 30 minutter holder stik, men derimod at der højst kan blive tale om fem til syv minutter.

DR P4 København har forsøgt at få en kommentar fra Morten Kabell, miljø- og teknikborgmester i Københavns kommune, men han har ikke ønsket at deltage i et interview.

Enhedslisten var ellers det eneste parti, der i sin tid stemte nej til Inderhavnsbroerne.

Københavns inderbroer har foreløbigt kostet skatteborgerne 107 millioner kroner. Resten er finansieret af A.P Møller Fonden.