Cyklister giver 33 millioner til cancerbørn

Team Rynkeby overrækker den største donation nogensinde til Børnecancerfonden.

Med 32,8 millioner på checken overrækker Team Rynkeby lørdag den største donation nogensinde til Børnecancerfonden.

Det er hele 40 procent mere end sidste år, hvor beløbet lød på cirka 23,5 millioner kroner.

- Det er et fantastisk resultat, og jeg er ovenud taknemmelig på børnenes vegne, siger Marianne Nielsen, som er direktør i Børnecancerfonden.

Hun fortæller, at fire ud af fem børn i dag bliver helbredt for kræft, men halvdelen overlever med varige skader fra den intensive behandling.

- Den her donation er med til at sikre, at vi kan forske endnu mere i kræft hos børn og udvikle behandlingen, så alle børn en dag overlever kræft og efterfølgende får et liv med de samme muligheder som deres jævnaldrende.

Team Rynkebys 1100 danske deltagere har indsamlet de mange millioner det seneste år ved at indgå sponsoraftaler med 3500 danske virksomheder.

Samtidig har 34.000 skoleelever fra 100 danske skoler bidraget med 6,2 millioner kroner til det samlede beløb ved at deltage i Team Rynkeby Skoleløbet fredagen før påskeferien.

- Det er imponerende, at skoler over hele landet har gjort sådan en kæmpe indsats for børn med kræft. Jeg har selv været rundt på skolerne og oplevet det store engagement, og skolebørnenes indsats for andre børn er dybt rørende, siger Marianne Nielsen.

Siden 2002 har cykelholdet, som i 2016 består af 1600 ryttere og 400 hjælpere fordelt på 38 hold i fem lande, indsamlet omkring 140 millioner kroner til kampen mod børnekræft.

Team Rynkeby har også samlet penge ind i Sverige, Finland, Norge og på Færøerne. Team Rynkebys totale bidrag til kampen mod børnekræft forventes derfor at blive omkring 47 millioner kroner i år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik