Hele cykelholdet inklusiv Keld Jørgensen var mødt op for at modtage hæderen. Foto: Heidi Maxmiling

Cyklister fra Greve reddede Kelds liv

Keld Jørgensen faldt om af dårligt hjerte på en cykeltur. Syv medcyklister tog teten og reddede hans liv. I går blev heltene hædret.

Hver tirsdag mødes cykelklubben "Op på dubberne" og cykler mellem 50-90 km. En dag faldt Keld Jørgensen pludseligt om på strækningen med dårligt hjerte, efter en 17 minutter lang holdindsats reddede resten af cykelklubben Kelds liv. I går blev heltene hædret for deres livsvigtige hjælp.

Læs også Brændeovne og bilos koster 2.140 hjertedødsfald om året

Da Keld Jørgensen faldt om på sin cykel sidste sommer vidste hans holdkammerater i cykelklubben lige præcis, hvad de skulle gøre. Cykeltøjet blev flået op, én begyndte på hjertemassage, en anden ringede efter ambulance, og en tredje supplerede med næse-mund pust. En sørgede for tæpper, en sad ved Kelds hoved og talte intenst til ham. 

- Vi er sådan et sammentømret hold, så da Keld falder om, træder vi allesammen ind i nogle bestemte roller. Nogle træder frem og udøver hjertemassage, andre træder væk og ringer til ambulancen. Hvis man så det udefra, så ville man nok tro, vi havde gjort det før, men i situationen sker det bare automatisk. Det er først bagefter man tænker, hvad skete der lige der, siger Stig Remsted fra cykelklubben, han hjalp med at kontakte ambulancen på stedet. 

Afgørende 17 minutter

I 17 minutter trak Keld ikke selv vejret. I 17 minutter blev cykelvennerne ved – og blev ved med hjertemassage og pust. Ambulance og hjertelæge kom efter 17 minutter, og Keld fik et stød. På vej ind i ambulancen kom Keld til til bevidsthed.

Læs også Livsvigtige hjertestartere låst inde: Nu skal de frem

Efter en imponerende holdindsats overlevede Keld at falde om med dårligt hjerte. Derfor hædrede Hjerteforeningen i går Kelds holdkammerater for indsatsen. Ved hyldestarrangementet var alle cykelvennerne på scenen sammen med tv-værten Bubber, der også er ambassadør for Hjerteforeningen. 

- Vi cykler stadig og ses, men det her i går var en god afslutning for holdet på hele oplevelsen. Jeg fik personlgt lagt låg på det. Det var en god måde at komme videre uden at dramatisere oplevelsen, siger Stig Remsted til TV2 Lorry.  

Du kan ikke gøre forkert

Keld var indlagt i cirka 3 uger, og Keld og hans kone Gertrud fejrede hans 70 års fødselsdag blot en uge efter ulykken. Han er i dag helt uden mén. Ifølge Stig Remsted, der hjalp til uden nogen uddannelse indenfor førstehjælp, skal man træde til med det samme, hvis man opdager en, der falder om: 

- Det eneste, du kan gøre forkert, det er ikke at gøre noget. Det kan godt være man gør det på en forkert måde, men det er bedre end ikke at gøre noget. Hvis nogen falder om, så skal man bare gå igang, og så vil man opdage, at man sagtens kan uden uddannelse, siger han til TV 2 Lorry.