Cyklister får bedre forhold

Der er udsigt til flere p-pladser for de cyklister, der
dagligt parkerer ved Køge Station. Meldingen kommer fra Køge
Kommune, der i morgen vil informere om ideerne til at forbedre
forholdene for stationens brugere. En håndsrækning, der er
yderst velkommen, skriver DAGBLADET Køge. - Først og fremmest
mangler der pladser. Især når man kommer her i myldretiden. Det
ville også være rart, hvis man sørgede for at fjerne de cykler,
der bare er blevet efterladt her, siger Anja Christensen fra
Ølby.
I udkastet til fremlægningen lyder det blandt andet: »Formålet
er, at flere borgere skal have lyst til at cykle til stationen.
Derfor satses der på at lave 200 flere ordentlige
cykelparkeringsmuligheder på Køge Station.« Og det er en god
melding for Knud Nielsen, der netop er gået af som formand for
Dansk Cyklistforbund i Køge. I over ti år har han selv opfordret
kommunen til at forbedre parkeringsforholdene ved Køge Station.
Håndsrækningen stiller ham dog ikke helt tilfreds.
- Når det handler om at forbedre forholdene for cyklister, så
er vi umættelige, siger han med et smil.