Foto: Lorry

Cyklist er dræbt af lastbil i Helsingør

Netop som ny kampagne lanceres, har en cyklist mistet livet i en højresvingsulykke i Helsingør.

En cyklist har mistet livet i en ulykke i Helsingør onsdag formiddag. Der er tale om en højresvingsulykke, lyder meldingen fra politiet.

En lastbil skulle dreje til højre, og under den manøvre blev cyklisten altså dræbt. De nærmere omstændigheder har Nordsjællands Politi ikke klarhed over sidst på formiddagen.
Ulykken er sket lidt før klokken 10 i krydset Kongevejen og Flynderborgvej.

- Det vil være spærret i et stykke tid, fordi der skal foretages tekniske undersøgelser, siger politiets talsmand, Henrik Suhr.
Netop højresvingsulykker har der været emnet for flere kampagner gennem årene.

Sidste år mistede fem cyklister livet i den form for ulykker. Ni kom alvorligt til skade, mens to fik lettere kvæstelser. Fra 2006 til og med 2010 har højresvingende biler dræbt 25 cyklister.

Vejdirektoratet har netop lanceret endnu en kampagne, som skal skærpe opmærksomheden om faren hos både lastvognschauffører og cyklister.

De tohjulede trafikanter skal sørge for at placere sig ved lastbilen, så chaufføren kan se dem. Omvendt bør chaufførerne i de tonstunge køretøjer stoppe op en ekstra gang, inden de drejer til højre, for at se, om der kommer cyklister.

Nogle af de tidligere kampagners budskaber er formentlig ikke nået frem til målgruppen. En hel del udenlandske chauffører har været indblandet i højresvingsulykker, viser statistikkerne.