Cykler i S-toget giver kaos i myldretiden

Mange benytter sig af muligheden for at tage cyklen med i S-toget. Så mange, at det giver udfordringer og kaos i cykelvognene i myldretiden.

Flere cykler i København betyder et øget behov for at kunne tage cyklen med i den offentlige transport. Et af de steder, der er ekstra populært, er S-toget, fordi det her er gratis med en almindelig billet.

Sidste år var der mere end ti millioner pendlere, der valgte at tage sin cykel med i S-togets flexvogne. Det viser tal fra DSB’s årsrapport fra 2016.

Den øgede interesse for at kombinere cyklen med toget betyder dog, at cykelvognene i de københavnske S-tog er fyldt til randen. Især i myldretiden opstår der kaos.

- Der er nogle gange, hvor der er rigtig mange cyklister, så vi næsten må kravle over hinanden, siger Fleur Henningsen, som stort set dagligt benytter sig af muligheden for at kombinere cyklen med toget til og fra arbejde.

Vigtigt med plads til cykler

Ifølge DSB er antallet af cykelpendlere fra 2014 til 2016 steget med 1,4 millioner. Og hvis Københavns Kommune vil nå ambitionen om, at 50% af københavnerne i 2025 skal køre til arbejde og uddannelse på cykel, kræver det, at forholdene for at tage sin cykel med i offentlig transport er i orden.

Derfor er DSB også klar over, at de skal forsøge at løse den trængsel, der er i deres cykelvogne i myldretiden. Det gør de blandt andet via nudging og kampagner.

- Der er tidspunkter og strækninger, hvor der er ekstra meget pres på. Derfor bruger vi blandt andet adfærdskampagner, hvor vi kan vise vores kunder, hvordan de kan tage deres cykel med i S-toget på den bedst mulige måde og derved være med til at hjælpe hinanden, så toget kan køre til tiden, og alle kan få en god oplevelse, siger Tony Bispeskov, Informationschef hos DSB, til TV2 Lorry.

Pendlerne kan selv hjælpe til

For at løse nogle af knudepunkterne i S-togene kan cyklisterne også selv være med til at gøre en indsats. De kan blandt andet benytte sig af de cykelvogne, der er indsat i midten af toget i stedet for at hobe sig op i togets ender. Derudover kan de placere deres cykler strategisk i stativerne, alt efter hvor lang deres rejse er.

Selvom der er trængt i togene, synes mange af pendlerne dog stadig, at folk generelt er gode til at hjælpe hinanden ud og ind ad toget, når der er tryk på.

- Vi giver hinanden plads hele tiden. Man prøver virkelig at hjælpe hinanden, og der er ingen sure miner, for vi ved godt, at folk har deres cykel med i toget. Det er nødvendigt for dem, siger Fleur Henningsen til TV 2 Lorry. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik