Cyklende turister skaber irritation: De har råbt efter mig

De mange turister på cykler deler vandene blandt københavnere.

Vi har alle set dem.

De mange forvirrede turister, der flokkes omkring Nyhavn på cykler.

Men hvad synes Københavnerne egentlig om de mange cyklende turister?

Og hvad synes turisterne om de lokale?

 

De fylder ret meget i gaden

TV 2 Lorry har været en tur på gaden og spurgt flere københavnere, hvad de synes om de cyklende turister. Svarene viste sig at være noget blandede.

- Jeg synes, at det er fedt, at turisterne også cykler, fordi det gør vi i København, fortæller Amanda Søndergaard.

En anden københavner er dog ikke helt så positiv. 

- De fylder ret meget i gaden, siger Katrine Jørgensen.

Det er efterhånden blevet en ligeså stor attraktion at cykle rundt, når man besøger København som at tage en selfie foran Den Lille Havfrue.

Derfor er der også åbnet rigtig mange udlejningsbutikker og muligheder såsom: Bycyklen, Donkey Republic, Copenhagen Bicycles og Velorbis bare for at nævne et par stykker. 

Københavns Kommune har derfor udsendt en folder med de gængse cykelregler.

Disse foldere bliver lagt rundt omkring på de Københavnske hoteller.

Hos Copenhagen Bicycles har man udover at uddele deres egen folder også produceret en animationsfilm, som de viser alle deres kunder, inden de sættes fri i byen. 

- Vi insisterer på, at de skal kende trafikreglerne, og at de skal kende cyklen. Så kan vi ikke gøre mere end det, fortæller Yael Bassan, der er direktør og ejer af Copenhagen Bicycles.

Men på trods af alle disse tiltag, føler de lokale stadig, at turisterne er forvirret.

- De forstår ikke helt, hvor de må og ikke må køre. Trafiklys i Danmark er åbenbart lidt anderledes, siger Amanda Søndergaard.

Cyklisterne forstår ikke helt reglerne i Danmark, på trods af mange tiltag fra Københavns Kommune samt cykeludlejerne. 
Cyklisterne forstår ikke helt reglerne i Danmark, på trods af mange tiltag fra Københavns Kommune samt cykeludlejerne. 
Foto: Karoline Daae - TV 2 Lorry

De kaldte mig et fjols

Det rygtes, at de udenlanske turister ligefrem bliver råbt af på cykelstien, hvis de enten ikke er hurtige nok eller gør noget galt. 

Er I blevet råbt af?

- Kun en gang, men vi var forkert på den, så det er fair nok, fortæller Georgina Killingrey fra England.

- Der var nogle, der kaldte mig et fjols i går, fordi jeg blokerede cykelstien ved et uheld, fortsætter hendes kæreste Patrick Lahart.

Det er dog langt fra alle der føler det da man hos Copenhagen Bicycles er positive over for turisterne. 

- Vores oplevelse er ikke at turister er helt sindssyge i trafikken som man siger. Vores kunder kan godt reglerne. Det kan godt være at de er lidt nervøse og slingrer i trafikken, men de tager i hvert fald hånden op når de skal stoppe og sådan, siger Yael Bassan.

Andre turister føler heller ikke at københavnerne var grove i trafikken. 

- Jeg tror, det er lidt irriterende, hvis de (turisterne red.) ikke ved, hvor de skal hen. Men generelt set var alle rigtig flinke, siger Marie Dixon fra England.

Men hvorfor gør vi det?

- Altså, vi tænker dem som irriterende, men de er jo bare uvidende, siger Anna Mohr, der til dagligt bor i København.

- Det er jo ligesom, når vi er i udlandet, der er vi jo også uvidende, fortsætter veninden Katrine Jørgensen.

Cykler udenfor rush hour

Ifølge Yael Bassan fra Copenhagen Bicycles burde vi ikke tale grimt om turisterne. De er trods alt ikke til gene i myldretiden, påpeger hun, da folk oftest cykler midt på dagen.

- Københavnerne synes, at turisterne er vildt irriterende. Jeg synes, at det er noget pjat, for turisterne cykler uden for rush hour (myldretiden, red.). De fleste kører jo mellem kl. 10 og 14, og så har de ikke lyst til at cykle mere, fortæller Yael Bassan. 

- De skal lige spise morgenmad, leje en cykel, cykle rundt i tre timer og tage det obligatoriske billede af, at de har cyklet i København, og så er de færdige, siger Yael Bassan. 

Så meget tyder på, at det faktisk ikke burde være sådan et stort problem med de cyklende turister i København. 

De fleste lærer reglerne, og derudover cykler de slet ikke i myldretiden. 

Så måske burde vi Københavnere lære at smile af dem fremfor at vende øjne. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik