Cykeltalent fra Taastrup vinder stort løb – jubelscenen går verden rundt

16-årige Tobias Lund Andresen fra Taastrup vandt i weekenden en flot sejr i et international cykelløb, men har fået kritik fra store navne i cykelverden for sin jubelscene.

Tobias Lund Andresen fra Roskilde Junior-holdet har vakt opsigt med sin jubel i et internationalt cykelløb. Foto: Alex Vandevyver / Twitter

Egentlig var det noget, han gjorde i ren og skær spontanitet.

Da den unge cykelrytter Tobias Lund Andresen fra Team NPV - Carl Ras Roskilde Junior alene med et solidt forspring ned til de nærmeste forfølgere strøg gennem opløbssvinget og kunne se målstregen for det prestigefyldte juniorløb E3 BinckBank Classic foran sig, overgav han sig i en glædesrus til en uortodoks jubelscene.

- Jeg blev grebet af stemningen, siger han.

Idet 16-årige Tobias Lund Andresen fra Taastrup nåede målstregen foran en jublende skare i Harelbeke i Belgien som vinder af et af de største løb, man kan vinde som ung cykelrytter, stoppede han pludselig op lige før stregen, steg af cyklen og lagde sig ned på asfalten.

Med en afslappet positur som en solslikkende tysker på Mallorca lod han signalere til tilskuerne, at sejren var kommet i hus uden de store anstrengelser, inden han i ro og mag spadserede over målstregen som vinder.

-  Jeg var jo vildt godt tilfreds med min egen præstation, og jeg tænkte, jeg ville fejre det på en lidt anderledes måde. Alle ved jo, at det ikke er nemt at vinde sådan nogle løb, og det var jo ikke for at være arrogant, siger Tobias Lund Andresen.

Jubelscenen kan ses i videoen herunder:

Fik cykelstjerner til tasterne: Respektløst

Den unge rytters jubelscene er siden blevet genstand for heftig debat på de sociale medier. For er det okay at juble på den måde?

Tobias Lund Andresens fejring blev nemlig filmet og flittigt delt på det sociale medier Twitter, hvor både fans, fagfolk og professionelle cykelryttere giver sin mening til kende.

- Det har været lidt surrealistisk. Mine venner ser, hvad der foregår på Twitter og viser mig de beskeder, der bliver skrevet, fortæller den unge cykelrytter.

Tobias Lund Andresen (nummer tre fra højre) kører for Team NPV - Carl Ras Roskilde Junior. Foto: Team NPV - Carl Ras Roskilde Junior

Blandt andet skriver den tidligere toprytter og vinder af Criterium du Dauphiné, amerikaneren Andrew Talansky, at han ”har kørt mod børn med mere talent i lillefingeren end ham, og end ikke de mest hovne af dem ville nogensinde overveje en fejring som den.”

Også den tidligere danske mester Alexander Kamp kommenterede på Instagram, at optrinnet var ”uden klasse”.

Mindre jantelov, mere show

Den kritik preller dog af på talentet fra Roskilde-holdet.

- Jeg forstår måske godt, at nogle tænker, at det var arrogant og respektløst, og der findes jo også en regel mod det, fandt jeg bagefter ud af, for jeg fik faktisk en bøde på 50 euro, siger Tobias Lund Andresen.

- Men jeg synes, det er dårlig stil at kritisere mig på den måde, for de kender mig overhovedet ikke, og de er hurtige til at dømme mig.

- Sådan som jeg ser det, så vil jeg mene, at typer som Peter Sagan (slovakisk cykelrytter, red.) og Zlatan Ibrahimovic (svensk fodboldspiller, red.), der også kan lave sjov med sporten, er en berigelse frem for det kedelige og traditionelle, siger Tobias Lund Andresen.

Tidligere på måneden blev Tobias Lund Andresen nummer to i juniorudgaven af Flandern Rundt. Han har en drøm om en dag at blive professionel cykelrytter på World Touren, som er det højeste niveau inden for cykling.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik