Copenhagen Fashion Week mangler penge: Vil have hjælp af Frederiksberg

Copenhagen Fashion Week har mistet økonomisk støtte for over 1 million. Nu ønsker de en håndsrækning fra frederiksbergenserne.

Copenhagen Fashion Week mangler helt præcist 1,1 millioner kroner til at kunne realisere næste års modeuger.

I forbindelse med Københavns Kommunes budgetforhandlinger i år blev det nemlig besluttet, at kommunen ikke længere støtter Copenhagen Fashion Week økonomisk.

Nu søger arrangørerne bag begivenheden i stedet økonomisk støtte af den lille kommune, Frederiksberg.

Copenhagen Fashion Week den 30. januar 2018.

- Frederiksberg Kommune er oplagt at søge støtte fra, og jeg ser mange synergier i et samarbejde med dem. Det er er en kommune med et rigt kulturliv, en stærk detailhandel, det er en grøn oase, og den geografiske placering er perfekt, forklarer Cecilie Thorsmark, administrerende direktør i Copenhagen Fashion Week.

Copenhagen Fashion Week beder dog ikke frederiksbergenserne om at betale det fulde beløb, som organisationen mistede fra Københavns Kommune. I stedet har de ansøgt om at få et tilskud på 400.000 kroner.

- De 400.000 kroner vil hjælpe til at medfinansiere den ene af de i alt to modeuger, vi afholder på et år. Vi har ikke søgt tilskud andre steder fra endnu, men vi er i gang med at finde en løsning, lyder det fra Cecilie Thorsmark.

Økonomisk støtte fra Frederiksberg er nyt

Mandag aften mødes politikerne i Frederiksbergs Kultur- og Fritidsudvalg klokken 21.30 for blandt andet at tage stilling til, om de ønsker at støtte modeugen.

Kommunen har, ifølge Copenhagen Fashion Week, aldrig før støttet begivenheden økonomisk.

quote Hvis vi ikke finder de tabte midler, kan det betyde, at der vil blive skåret mere ind til benet. Det kommer særligt til at gå udover de arrangementer, der er åbne for alle.

Cecilie Thorsmark, adm. direktør, Copenhagen Fashion Week

Men forvaltningen på Frederiksberg har foreslået, at politikerne beslutter, at kommunen støtter sommermodeugen i 2019, dog med et noget mindre beløb, nemlig 150.000 kroner i stedet for 400.000.

De politikere fra Kultur- og Fritidsudvalget, som TV 2 Lorry har været i kontakt med inden udvalgsmødet mandag aften, har givet udtryk for, at de ønsker en mere ambitiøs løsning end det, forvaltningen har lagt op til.

Men hvad der er flertal for forventes altså først at blive afgjort sent mandag aften.

Modeugen skal fortsat også være i København

Uanset om Frederiksberg Kommune vælger at støtte Copenhagen Fashion Week økonomisk eller ej, vil modeugen til sommer fortsat være i København, men også på Frederiksberg.

- Når vi ansøger Frederiksberg Kommune om midler, er det ikke ensbetydende med, at vi ikke længere vil samarbejde med Københavns Kommune. Tværtimod, vi ser gerne et partnerskab med begge kommuner, forklarer den administrerende direktør i Copenhagen Fashion Week og fortsætter:

- Det er ikke et spørgsmål om, at vi flytter begivenheden, så der vil fortsat være aktiviteter i København og i hovedstadsområdet i det hele taget, ligesom der plejer at være.

Så modeugen vil ikke ændre navn til Frederiksberg Fashion Week, hvis politikerne på Frederiksberg giver jer økonomiske støtte?

- Nej, det vil stadig være det samme navn og den samme begivenhed, lyder det fra Cecilie Thorsmark.

Modeugen vil finde sted, uanset om Copenhagen Fashion Week lykkedes med at finde de tabte midler eller ej, understreger hun.

- Men hvis vi ikke finder de tabte midler, kan det betyde, at der vil blive skåret mere ind til benet. Det kommer særligt til at gå udover de arrangementer, der er åbne for alle, siger Cecilie Thorsmark.

Næste modeuge, som Copenhagen Fashion Week står bag, starter allerede den 29. januar 2019.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik