Her ses Jonas Schou Larsen og Peter Jelsted, der er indehavere af Musicon Mikrobryggeri - det mye bryggeri er de tre containere i baggrunden. Foto: Musicon Mikrobryggeri / Facebook

Containerbryggeri skal forundre og inddrage: "Vi vil være Roskildes Bryghus"

Mikrobryggerierne popper op alle vegne, og nu er endnu et på vej ved Musicon i Roskilde. Her vil ejerne eksperimentere og inddrage brugerne.

Musicon Mikrobryggeri er navnet på Roskildes nyeste skud på stammen i Musiconområdet.

Til foråret åbnes dørene til det nye og anderledes bryggeri, der blandt andet vil eksperimentere og afprøve nye øl fra egen bar, før de flaskes og sælges i butikkerne.

Vi kommer til at være et sted med eksperimenterende og nye øl

Peter Jelsted, indehaver af Musicon Mikrobryggeri

- Vi kommer til at være et sted med eksperimenterende og nye øl. De kommer ikke nødvendigvis på flaske første gang, men vi kan afprøve en øl på gæsterne her, og hvis den så ikke er en succes, behøver vi ikke at lave mere af den, siger Peter Jelsted, der sammen med makkeren Jonas Schou Larsen ejer Musicon Mikrobryggeri, til mediet og fortsætter:

- Det giver nogle andre muligheder end at brygge 1000 liter og håbe på, at de bliver afsat. Vi kan lave nogle sjove ting og give nogle fede oplevelser til gæsterne. 

Læs også Mikromejerier er på vej frem

Skibscontainere, bryggeranlæg og skæve samarbejder i kreativt område

Foruden den eksperimenterende tilgang er både bryggeriets udformning og dets placering også noget for sig.

Bryggeriet, der blandt andet skal huse et stort brygningsanlæg og ni store øltanke, bygges nemlig af gamle ombyggede skibscontainere.

Samtidig ligger det klos op ad rockmuseet Ragnarock, der med sine guldfacader og kantede udtryk i sig selv er bemærkelsesværdig. 

Læs også Danmarks bedste nye øl kommer måske fra Amager: Se den her

Placeringen midt i det kreative område Musicon skal bruges aktivt for bryggeriet, der både vil koble foredrag om rockikoner sammen med særlige specialøl fra brygmestrenes hånd, ligesom de allerede nu har kontakt til Roskilde Tekniske Skole med en idé, der skal lade eleverne have forløb om ølbrygning mod at bryggerne må låne skolens udstyr, skriver sn.dk.

Desuden får Musicon Mikrobryggeri sit helt eget fag på Roskilde Festival Højskole, der skal ligge på grunden ved siden af. Her skal de, ikke overraskende, undervise i ølbrygning.

Lokalt, lokalt, lokalt

Vi vil gerne være Roskildes bryghus, fordi Roskilde er en fed by

Jonas Schou Larsen, indehaver af Musicon Mikrobryggeri

- Vi prøver at gøre alt lokalt. Vi sælger alt vores øl i Roskilde, hvis vi kan slippe afsted med det, og vi køber vores råvarer lokalt, hvor det er muligt. Vi vil gerne være Roskildes bryghus, fordi Roskilde er en fed by, siger Jonas Schou Larsen til mediet. 

Her ses øllet 'Eksen', der balndt andet indgår i Slagter Frimanns pølser. Foto: Musicon Mikrobryggeri / Facebook

Allerede nu har de to ihærdige brygmestre startet et samarbejde med Slagter Frimann, der sidste år fik Slagterprisen af Landbrug og Fødevarer. Han leverer nu pølser med Musicon Mikrobryggeris øl i: 'Fennikel/Eksen'-pølsen og 'Ølpølse/Schwarzbart'-pølsen. 

Læs også Øl-konge med store planer: Satser på tøj og ny chokolade

Men først skal bryggeriet bygges færdigt. Ifølge de to ejere skulle det være sket for lang tid siden, men det har været sværere end forventet, at få ombyget de gamle containere. Men de regner med, at åbningen bliver til foråret.

- Vi knokler derudad. Det er helt privat finansieret, så al vores opsparing går til det her lige nu. Derfor skal vi også til at være færdige - lige nu går det kun én vej på bankkontoen, siger Jonas Schou Larsen til TV 2 Lorry. 

Læs også Tis-øl gik verden rundt: Nu dropper Roskilde ideen