Connie må ikke parkere på p-pladser med sin handicapbil - ikke engang foran egen læge

Connie Bjørn Nissen fra Ishøj er afhængig af sin handicapvenlige bil. Men fordi den er tung, må hun ofte ikke parkere på private P-pladser. Hun føler sig diskrimineret.

Foto: Ulrik Hornemann - TV 2 Lorry

Connie Bjørn Nissen er 54 år gammel og bor i Ishøj.

Hun lider af sclerose og har haft blodpropper i hjernen, hvorfor hun beskriver sig selv som meget dårligt gående og med spasticitet i benene. 

Derfor har hun fået bevilget en specialbygget Ford Transit med en lift bag i bilen, der gør det muligt at løfte hende ind og ud i en kørestol.

Med et skilt liggende i forruden der signalerer, at ejeren af bilen er handicappet og derfor har ret til eksempelvis at bruge de parkeringsbåse, der er forbeholdt bilister med handicap.

Artiklen fortsætter efter videoen...

03:00

Flere og flere steder bliver parkeringspladser udstyret med parkeringsbestemmelser. Her er bilens vægt et af parametrene for om man må parkere på pladsen. Reglerne bliver stemt igennem i mange foreninger for at undgå at varebiler optager p-pladser. Men nu er folk med tunge handicapbiler kommet i klemme. De kan nemlig ikke benytte parkeringspladserne fordi deres bil simpelthen vejer for meget og derfor ikke må holde der.

Luk video

Men selvom man med sådan en bil netop skulle sikre, at Connie Bjørn Nissen har samme fremkommelighed som mennesker uden handicap, så kan hun ikke få lov at parkere alle de steder, mennesker uden handicap kan parkere.

I hvert fald ikke uden at få en bøde for det.

Den seneste fik hun på P-pladsen til boligforeningen Æblehaven i Roskilde, hvor hendes veninde bor - i en handicapvenlig lejlighed.

Foto taget, da Connie Bjørn Nissen modtog en P-bøde ved Æblehaven i Roskilde. Foto: Connie Bjørn Nissen

Læs også Udviklingshæmmede Martin må ikke stemme: Det vil politikere nu ændre

Handicapbiler vejer for meget

Årsagen er, at det på private parkeringspladser er ejeren af pladsen der fastsætter reglerne. Og en flittigt benyttet regel er den om, at biler der vejer mere end 2000 kilo ikke må holde der. I udgangspunktet for at undgå at eksempelvis håndværkere optager P-pladserne med varevogne. 

Det er ikke kun mig, det handler om. Det er alle mennesker med handicap, fordi det er diskrimination.

Connie Bjørn Nissen

Men en bil som Connie Bjørn Nissens overskrider ofte denne grænse. Modellen ligner en varevogn, og det ekstra lift-udstyr lægger mange kilo til bilens vægt. Dette forhold oplever Connie Bjørn Nissen som diskrimination:

- Det er ikke kun mig, det handler om. Det er alle mennesker med handicap, fordi det er diskrimination. Det her er min personbil, det er ikke min varevogn, siger hun.

  Foto: Ulrik Hornemann - TV 2 Lorry

Blandt andet har Connie Bjørn Nissen også modtaget tre P-afgifter, mens hun har været hos sin egen læge.

En ny problemstilling

Hos Danske Handicaporganisationer fortæller de, at de ikke tidligere har været bekendt med problemstillingen, men de ser gerne, at misforholdet bliver udbedret. 

- Det er jo desværre sådan, at rigtig mange mennesker med handicap som bruger kørestol er afhængig af de store handicapbiler. Løsningen er, at man husker at undtage biler med et handicapskilt, siger Sif Holst, næstformand i Danske Handicaporganisationer.

  Foto: Ulrik Hornemann - TV 2 Lorry

I boligselskabet Sjælland, der administrerer boligforeningen Æblehaven, har de heller ikke været bekendt med problemstillingen før nu, og pressekonsulent Jonas Whitehorn håber, det kan laves om.

- Vi har det udgangspunkt, at mennesker med handicap skal behandles ordentligt ligesom alle andre mennesker. Jeg tror, det er helt utilsigtet, det her rammer nogen med handicap.

Læs også Mor til handicappet søn kæmper med kommune, der er stemplet som "sort plet"

Han forklarer også, at det er beboerne i de enkelte boligforeninger, der skal vedtage en regelændring, men at Boligselskabet Sjælland vil oppriotere rådgivning til boligforeningerne, så de kan udforme regler, der ikke rammer nogen utilsigtet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret