Conni torpederede hjort på landevej: Kunne ikke få hjælp til aflivning

Conni Andersen og hendes kæreste påkørte et dådyr, men kunne ikke få fat i den påkrævede hjælp til at få aflivet dyret. Hos Dyrens Beskyttelse beklager man forløbet.

I år har Dyrenes Beskyttelse allerede modtaget omkring 15 pct. flere henvendelser om hjortepåkørsler end ved samme tid sidste år. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Da Conni Andersen fra Herlev sammen med sin kæreste fredag eftermiddag ved 13-tiden satte kursen mod Hundested, hvor de skulle tilbringe weekenden i deres campingvogn, blev turen en noget anderledes oplevelse.

De var nået til Ølstykke, da et dådyr pludselig kom springende ned fra en skråning og bragede lige ind i siden på bilen, mens parret kørte på en landevej.

Parret holdt ind til siden, steg ud af bilen og fandt det sårede dyr liggende i grøftekanten.

 

Læs også Højsæsonen for påkørte hjorte: Sådan undgår du det

- Vi så med det samme, at den ikke kunne bevæge sig, for benet var helt smadret. Det var et dådyr på godt 20 kilo, fortæller Conni Andersen til TV 2 Lorry.

Hun forsøgte straks at ringe til Dyrenes Beskyttelses vagtcentral på 1812, men trods flere forsøge opkald, kunne hun til stor frustration ikke komme igennem. Hun prøvede også forgæves at kontakte dem via en app, hun har installeret på sin telefon.

- Jeg ringede rigtig mange gange, og prøvede også at ringe på andre numre til Dyrenes Beskyttelse, men telefonen blev ikke taget. Der gik mere end en halv time, og de andre biler susede om ørerne på os, så vi valgte til sidst selv at køre videre, forklarer Conni Andersen.

Bulen i Conni Andersens bil efter mødet med et dådyr. Conni Andersens kæreste er smed, så de værste skader er allerede blevet udrettet. Foto: Privatfoto

Først da de var ankommet til deres campingvogn i Hundested, lykkedes det endelig at få kontakt. På det tidspunkt var der gået mere end en time siden påkørslen, og hun fik nu besked på, at ringe til Vejdirektoratet, så de kunne køre til stedet med en skiltevogn.

- Det gjorde jeg så, og hos Vejdirektoratet sagde de til mig, at de tog den herfra.

20 minutter senere ringede Conni Andersens telefon.

Derfor skal man blive ved dyret

Det var denne gang fra Dyrenes Beskyttelse, som havde modtaget anmeldelsen fra Vejdirektoratet, og nu bad de Conni om at køre ud til dyret. Så hun satte sig ind i bilen og begyndte at køre den forholdsvis lange tur tilbage mod Ølstykke.

- Det er rigtig, at vi beder folk om at blive hos dyrene, til vi når frem. Det gør vi, fordi vi skal bruge vores begrænsede ressourcer bedst muligt. Hvis vi skal køre forgæves på en opgave, så betyder det, at andre må vente i længere tid på at få hjælp, forklarer Claus Nielsen, der er presseansvarlig hos Dyrenes Beskyttelse og fortsætter:

- Hvis det pågældende dyr ikke er død på stedet, så er der en risiko for at det når at sunde sig og løbe væk, så derfor har vi brug for øjne på stedet, der kan holde os opdaterede undervejs, så vi kan få sendt den rigtige hjælp afsted.

Læs også Hædret af Dyrenes Beskyttelse: Katte-Hans er årets dyrehelt

I bilen var Conni Andersen allerede godt på vej mod Ølstykke, da hun igen bliver ringet op. Denne gang kom opkaldet fra jæger. Han er tæt på og fortæller hende, at hun alligevel ikke behøver komme, da han nok skal tage sig af det sårede dådyr.

- Det var ret forvirrende med alle de skiftende meldinger, og det er ærgerligt, at det skulle være så besværligt. Men det værste var, at dyret skulle ligge og lide i godt og vel to timer, før det kunne få fred. Det gjorde mig vred, siger Conni Andersen.

Beklager forløbet

Hos Dyrenes Beskyttelse beklager man det hændelsesforløb Conni Andersen og hendes kæreste oplevede fredag eftermiddag.

- Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor hun ikke kunne komme igennem, for vi har nemlig haft andre sager i det tidsrum, hvor vi har modtaget opkald på 1812. Men det er højest beklageligt, og det må skyldes en teknisk hindring, for normalt løser vi den her slags opgaver hurtigt, siger presseansvarlig Claus Nielsen til TV 2 Lorry.

Læs også BRØØØØØØØØØL: Her kan du opleve kronhjorte i brunst

Han forklarer, at appen dog har været ude af drift et stykke tid, og derfor ikke længere findes i app-storen. Man er dog i gang med at søge midler til en ny version.

Op til 800 opkald om dagen

Sidste år havde Dyrenes Beskyttelse 9000 sager, hvor de kørte ud til påkørsler af dyr, og tallet ventes at blive endnu højere i år.

- Vi har døgnbemanding på vagtcentralen, men der kan godt være spidsbelastninger, der giver ventetid. Vi får mellem 300 og 800 opkald om dagen, men det plejer som regel at være i morgentimerne eller om aftenen, at vi har mest travlt, så det undrer mig, at det tog så lang tid fredag eftermiddag. Vi kan kun endnu engang beklage meget, siger Claus Nielsen.

Ifølge journalen hos vagtcentralen blev dådyret aflivet af den tilkaldte jæger, og hvis du tænker, at du selv kunne klare en aflivning, så er det ikke tilladt, medmindre man er uddannet til det.

Herunder kan du se, hvad du, ifølge Dyrenes Beskyttelse, skal gøre, hvis du er så uheldig at påkøre et dyr.

Påkørt en hjort? Det skal du gøre

  1. Ring til Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812
  2. Følg nøje vagtcentralens anvisninger
  3. Vent i bilen. Nærvær af mennesker stresser dyret
  4. Bliv på stedet, indtil dyreredningsbilen ankommer

Herunder kan du se, hvor mange hjorte der påkøres i dit område:

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret