Arkiv foto Foto: TV2/Lorry

Computere for over 200.000 kr. stjålet

Mohammed Abdul-Ghani har mistet værdier for over 200.000 kroner ved et indbrud natten til mandag i sin kombinerede køreskole og netcafé i Hillerød ifølge Frederiksborg Amts Avis.

13 timer fra søndag klokken 22 til mandag formiddag klokken næsten 11 blev en meget dyr periode for Mohammed Abdul-Ghani.

For i det tidsrum fik han stjålet computere, programmer og andet udstyr fra sin kombinerede køreskole og netcafé i Hillerød.

Ukendte gerningsmænd kom ind ved at smadre en rude til et kælderlokale.

- Jeg er rimeligt ked af det, for de har taget hele min opsparing, siger Mohammed Abdul-Ghani, der er usikker på, om forsikringen dækker, da et nyindkøbt alarmsystem ikke var sat op endnu.

- Vores forretning går ellers så godt, og jeg har 35 elever på køreskolen. Jeg havde netop fundet et nyt og større sted i Hillerød, siger Mohammed Abdul-Ghani, der har forretningen sammen med en makker, som for tiden er i militæret.