Christianitter siger nej til cykelrute

En miljørigtig fristad, hvor der er plads til alle. Det er sådan fristaden Christiania gerne vil kendes. Men kun til et vist punkt. Det skal nemlig ikke være muligt for alle og enhver at kunne cykle lige igennem fristaden.

Københavns Kommune vil anlægge en cykelrute, der skal passere gennem Christiania, så københavnere på cykel let kan komme til Amager Strand.

Men det forslag har ikke vakt lykke hos christianitterne. De vil ikke have kommunens cykel-rute lige igennem deres område.

- Vi har både børn og heste og andre bløde trafikanter herude som vi synes, det er vigtigt at tage hensyn til. Vi vil gerne have besøgende, men vi vil ikke have vores by skåret over af en cykel-motorvej. Man laver jo heller ikke en cykel-vej ige igennem Tivoli, bare for at spare cyklisterne for et par minutter, siger Allan Laustsen fra Christianias kontaktgruppe til P4 København.

Venstres Lars Berg Dueholm fra Københavns Borgerrepræsentation, helt har lukket ned for al dialog om cykelruten:

- Vi har mødt den sædvanlige holdning med, at projektet er meget fint, men bare ikke i vores baghave. Denne gang handler det så om en cykelsti, som christianitterne ikke mener, skal ligge hos dem, og det er jo svært at lave gode projekter i København, hvis man har den holdning til tingene, siger han til P4 København.

Lars Berg Dueholm kan desuden ikke se, hvordan holdningen hænger sammen med Fristadens grønne ideologi:

- Det er jo hverken et kemikalieværk eller en otte-sporet motorvej, vi taler om. Så hvis Christiania ser sig selv som naturens, økologiens og miljøets forkæmper, så har jeg meget svært ved at se, at det er dem, der skal blokere for, at vi fremmer cyklismen i København, siger han

Lars Dueholm forventer at cykelruten bliver vedtaget på Teknik- og Miljø-udvalgets møde på mandag, og har svært ved at se, at christianitternes modstand skulle føre til, at cykelruten ikke bliver noget.

- Den her sag ender kun på en måde, og det er, at vi laver den cykelrute. Vi laver cykelruter på Christiania og vi laver cykelruter så mange andre steder, og
Christianitterne har ikke mere at skulle have sagt end folk i Vanløse, siger han.