Arkiv foto Foto: TV2/Lorry

Christianitter kan købe til spotpris

Mens beboere på Christianshavn skal betale gennemsnitlige kvadratmeterpriser på 31.000 kr., lægger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) op til at sælge de statslige bygninger på Christiania for 3.500 kr. per kvadratmeter, skriver Berlingske.

Det får nu vennerne i borgerlig lejr til at beskylde ham for at være for gavmild.

Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, som er medlem af Folketingets følgegruppe for Christiania, vil bede om en forklaring.

»Udgangspunktet må være markedsprisen. Jeg er ikke overbevist om, at det er den rigtige pris og undrer mig over kvadratmeterprisen. Christiania betragtes af ejendomsmæglere som et attraktivt område,« siger Peter Skaarup.

I et brev til christianitterne oplyste finansministeren 3. marts, at staten højst vil tage 3.500 kr. per kvadratmeter ved salg af de statslige bygninger, f.eks. kasernebygningerne.