Christiania taber kampen om fristaden

Staten har brugsret over arealerne, hvor fristaden har ligget i 40 år. Højesteret stadfæster tidligere dom.

Staten hersker over Christiania. Retten til at bruge området er ikke overgået til fristadens beboere.
Det har Højesteret slået fast i en dom fredag ved middagstid. Fristaden lider dermed nederlag for anden gang i retssystemet.
Afgørelsen er en stadfæstelse af landsrettens dom. Dommen blev modtaget med suk og hovedrysten fra knap 100 christianitter, der var mødt op for at høre domsafsigelsen.
"Kan du ikke tale højere", råbte flere i et forsøg på at få retsformand Børge Dahl til at løfte stemmen så meget, at alle i den proppede sal kunne høre præmisserne.
Med dommen lægger Højesteret sig tæt op ad landsrettens dom. Dermed bliver det slået fast, at ingen af de udtalelser fra forskellige politikere, som christianitterne har trukket frem, kan ændre på retsgrundlaget for Christiania.
De aftaler, der lige siden 1978 er indgået, slår klart fast, at christianitternes brugsret over området kan opsiges. Dermed var Slots- og Ejendomsstyrelsen i deres gode ret til i 2004 at opsige aftalen.
Opsigelsen kan ikke betragtes som en ekspropriation og er heller ikke i strid med menneskeretskonventionen, siger Højesteret.
Forud for dommen er gået en langstrakt kamp.
Christianitterne forhandlede i flere år med staten for at nå til enighed om en aftale for området, men det endte med, at fristadens beboere sagde nej.
Det var blandt andet adgangen til boliger på området, som parterne ikke kunne enes om.
Retssagen mod staten blev anlagt i 2006 for at få rettens ord for, at de efter 40 år på stedet har brugsretten til området.
Med loven om Christiania i 2004 gik staten ind og opsagde en rammeaftale. Det skete med et opsigelsesvarsel på halvandet år.
Staten mener, at opsigelsesfristen var væsentligt længere, end man havde behøvet. Men christianitterne har under retssagen forsøgt at komme igennem med en påstand om, at hvis opsigelsen overhovedet var lovlig, så skulle fristen være endnu længere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik