02:50

Foto: TV 2 Lorry - arkivfoto

1 af 2

Christiania beder om penge til byfornyelse

Selv om Christiania har status som fristad, har christianitterne bedt Københavns Kommune om penge til renovering.

Med en halv til en hel million besøgende årligt er Christiania et af landets største turistattraktioner. Det slider på fristaden, mener christianitterne, der nu har anmodet Københavns Kommune om økonomisk hjælp til områdefornyelse og renovering af bygninger.

Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation har i første omgang afsat en halv million til at undersøge behovet for renovering.

- Christiania har nogle behov på flere områder, og som en del af København har vi også et ansvar for at hjælpe til med at få gjort forholdene i orden og tidssvarende. En del af boligerne har - ligesom andre boliger i København - et behov for at blive energirenoveret, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell i en pressemeddelelse.

Bevillingen til Christiania møder dog stærk modstand fra De Konservatives leder i Borgerrepræsentationen, Jakob Næsager.

Han har stemt imod forslaget, da han ikke mener, at byfornyelse på Christiania er en opgave for Københavns Kommune, når christianitterne ikke følger alle kommunens øvrige regler, skriver DR P4 København.

Han deler heller ikke borgmesterens udlægning af, at anmodningen er en fremstrakt hånd fra christianitterne.

- Københavns Kommune har betalt en cykelsti igennem Christiania. Men christianitterne vil kun have, at den er til dem selv og ikke er til gennemkørsel. Derfor har de lagt kampesten på stien. De blokerer og begår ulovligheder, når det ikke går deres vej. Men de vil gerne have del i kommunens penge. Sådan spiller klaveret ikke, siger han til DR P4 København.

Den udlægning er Knud Foldshack, advokat og talsmand for Christiania-fonden, ikke enig i.

- Der kommer op mod en million turister om året. Vi skal sørge for, at christianitterne kan have deres private liv samtidig med, at Christiania er åben for alle. Det kræver ressourcer og derfor prøver vi at lave en partnerskabsaftale med Københavns Kommune, siger han til DR P4 København.

Talsmanden understreger, at christianitterne vil betale en del af renoveringen selv.

Når vurderingen er klar, kan christianitterne søge om at få del i byfornyelsespuljen, der typisk er på 30 millioner kroner. Ingen ved endnu, hvad byfornyelsen kommer til at koste.

Hvis kommunen giver Christiania en del af fornyelsesmillionerne, kommer det ikke til at betyde, at Københavns øvrige borgere får nemmere ved at få en bolig i fristaden.

Det er ikke kommunens opgave at sikre, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell til DR P4 København.

- Fonden Christiania kan som alle andre grund- og bygningsejere og foreninger søge om byfornyelse. Det er ikke anderledes. Det er op til de regler, der gælder der.