Tatoveringerne har tilhørt kvinder, der var indsat i kvindefængslet på Christianshavn i perioden 1920 - 1928. Foto: Rigsarkivet / flickr.com

Christianhavn fylder 400 og det fejres med særlige tatoveringer

I anledning af Christianshavns 400 års jubilæum kan man få lavet historiske tatoveringer lørdag.

Når man kører fra Christiansborg og videre forbi det grønne tårn på Knippelsbro, så sker der noget særligt. 

Området er hverken Amager eller Indre By, og det er måske netop charmen. 

Her er både milliondyre ejerlejligheder ved Krøyers Plads, husbåde ved Overgaden Oven Vande og soveposer på torvets hårde sten.

Her er cafe latte men også håndbajere på flaske, for området har til en vis grad bevaret sin upolerede charme fra det gamle fattigmandskvarter, der nu har eksisteret i 400 år. 

Jubilæet bliver markeret med både fællessang, byvandringer, klokkespil og sågar filmvisningen på broklappen af Knippelsbro - og så kan man få sig en vaskeægte, historisk tatovering fra kvindefængslet, der lå på Christianshavns Torv frem til 1928.

Læs også Travl bro spærres af lørdag aften: Skal bruges som kæmpe filmlærred

Primitive tatoveringer stammer fra Nyhavn

Tatoveringerne laves af Majbritt Petersen - også kaldet Lille Ole - og det er ikke helt tilfældigt.

Verdens ældste fungerende tatoveringsbutik er nemlig 'Tattoo Ole' på Nyhavn, som er intet mindre end 134 år gammel.

Derfor stammer flere af tatoveringerne fra fængslet faktisk herfra.

- Jeg er selv blevet lidt af en historienørd, så det er da super sjovt. De her piger fik lavet alt muligt mærkeligt. Det er primitive tatoveringer i forhold til, hvad jeg er vant til at lave, fortæller Majbritt Petersen til TV 2 Lorry. 

- Noget af det er tegnet absurd forkert, men det er også en del af charmen. De piger har nok været kvinder med hård kant. Dengang gik man ikke og fortrød, siger hun. 

Kvindefængslet på Christianshavn. Torvegade 1928. Foto: kbhbilleder.dk

Skitser er bevaret i Rigsarkivet

På Rigsarkivet findes der er en detaljeret opgørelse over mange af de fængslede kvinders tatoveringer, fortæller folkemindeforsker Charlotte S. H. Jensen. 

Hun er ansat på Nationalmuseet, men også tilknyttet både Rigsarkivet og Storm 20 - et makerspace og en kulturinformation, som er en del af Historie og Kunst i København.

Det er Storm 20, som står for arrangementet lørdag på Christianshavn. 

- En gang omkring 1928 er der én, som har været interesseret i de indsatte kvinder og deres tatoveringer. Han har aftegnet dem og noteret, hvor de sad, og hvad de forestillede. Han har ikke været alt for god til at tegne, siger hun til TV 2 Lorry. 

- Der er forskellige motiver, f.eks. klassiske sømandsmotiver med forskellig betydning. Ankeret er den sikre havn og Nordstjernen det faste holdepunkt, man kan styre efter i livet. Der er også fugle, blomsterranker og lignende. Nogle af kvinderne har haft tatoveringer af mandenavne. Det kan være kærester eller ekskærester, men nogle forklarer også, at en tatovering er navnet på en fyr, de kun var sammen med ganske kort, forklarer hun. 

Læs også Christianshavn fylder 400: Se de unikke fotografier

Arkene her giver oplysninger om de enkelte kvinder i fængslet og deres tatoveringer. Det oplyses bl.a. hvornår og af hvem kvinden er tatoveret. Mange fik deres motiver lavet af tatovører, der arbejdede fra udskænkningssteder som "Løkken" o.lign. i Nyhavn.  Foto: Rigsarkivet / flickr.com

Masser af tattoos i gamle dage

Tatoveringer er altså ikke et nyt fænomen eller noget, som har været forbeholdt søens folk, forklarer folkemindeforskeren. 

- Kvinderne i fængslet på Christianshavn udgør selvfølgelig en særlig gruppe, men vi kender også eksempler på andre mennesker med tatoveringer i 1800-tallet, siger Charlotte S. H. Jensen.

- Man kan se i signalementsprotokoller, at en del mænd var tatoveret. I stokhuset (militært arresthus som blev nedlagt som straffeanstalt i 1851, red.) havde en del mænd både øreringe og tatoveringer. Det kunne være et oksehoved, hvis man var slagter og ofte egne eller kærestens initialer, forklarer hun.

Lørdag vil Majbritt Petersen tatovere alle dem, hun kan nå i tidsrummet 12.00 til 18.00. 

Arrangementet finder sted i Dronningensgade. Tatoveringerne vil ikke være gratis - men til "favorable priser" efter først til mølle-princippet.

- De her tatoveringer gemmer på spændende historier, og det er da fedt, at de nu bliver givet videre. Det havde man nok ikke regnet med i kvindefængslet dengang, siger Majbritt Petersen. 

Læs også Verdenskendt dansk butik truet af lukning efter 133 år

Ikke alle skitser er tegnet korrekt - men det er en del af charmen, mener Lille Ole.  Foto: Rigsarkivet / flickr.com

  Foto: Rigsarkivet / flickr.com