Fejl på et parti chips fra Pringles med smagen Salt & Vinegar betyder, at forbrugere rådes til ikke at spise dem.
Det oplyser Fødevarestyrelsen.
Pringles-chipsene er blevet solgt i hele landet i Meny, Spar, Netto, Føtex, Bilka, Fakta, SuperBrugsen, Kvickly og DagligBrugsen.
Fakta om fødevaren
- Pringles Salt & Vinegar
- Nettovægt: 165 gram
- Bedst før datoer: 15/03/2019, 30/04/2019, 01/05/2019, 13/05/2019 og 06/06/2019
- EAN stregkode nr.: 5053990127733
Det er virksomheden Nordisk Kellogg ApS, som tilbagekalder produktet. Det gør de, fordi produktet ikke er mærket på dansk, og derfor er der risiko for, at folk med allergier ikke kan forstå allergenmærkningen på emballagen.
Indeholder flere allergener
Produktet indeholder allergenerne laktose fra mælk og gluten fra hvede og byg. Så hvis man er allergisk over for nogle af disse ingredienser, skal man ikke spise chipsene, da det kan udløse en allergisk reaktion.
Produktet er ikke mærket på dansk, men er udelukkende mærket på engelsk, tysk, fransk, hollandsk og flere andre sprog.
Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller kassere det.