Chef for trafiksikkerhed frakendt kørekortet

Trafiksikkerhedschefen mistede kørekortet

Teknisk direktør i Helsingør Kommune, Jens Zøfting-Larsen,
tabte kampen om sit kørekort. I går blev han fradømt retten til
at køre bil i et halvt år plus en bøde på 3.500 kroner for flere
færdselslovovertrædelser, skriver Helsingør Dagblad.
HELSINGØR: Inden for de næste to uger skal direktøren for
teknisk forvaltning i Helsingør, Jens Zøfting-Larsen, 46,
beslutte, om han vil anke den dom til Østre Landsret, som han
blev idømt ved retten i Helsingør i går. Dommen lød på et halvt
års ubetinget frakendelse af kørekortet og en bøde på 3.500
kroner. Desuden skal den offentligt ansatte direktør betale
sagens omkostninger. Han kan dog stadig sætte sig bag rattet i
sin bil, for dommen gælder først fra endelig dom. Det vil sige
fra om knap 14 dage, hvis Zøfting-Larsen vælger ikke at anke,
eller fra den dag, landsretten stadfæster eller skærper
byretsdommen i en eventuel ankesag. Den tekniske direktør, som
også er ansvarlig for trafiksikkerheden i Helsingør, gik helt
til retten med sagen, fordi anklagemyndigheden efter hans tredje
klip glemte at oplyse Zøfting-Larsen om, at hans kørekort nu var
betinget frakendt. Ingen undskyldning Men dommeren var af den
opfattelse, at selv om Zøfting-Larsen ikke havde fået besked om
den betingede frakendelse, så fratog det ham ikke for
strafansvar, da han så i maj sidste år, en lille måneds tid
efter sin tiltrædelse som teknisk direktør i Helsingør Kommune,
endnu en gang blev taget for at køre alt for stærkt på
Helsingør-motorvejen. Efter fire klip i kørekortet - tre for at
køre for hurtigt og et for at køre over for rødt lys - må
Zøfting-Larsen altså nu til at bruge cyklen, toget eller bussen,
når han skal på arbejde i Helsingør fra sit hjem i Søllerød.
Hvis frakendelsen af kørekortet bliver ført ud i livet, må den
tekniske direktør også belave sig på at skulle op til nye
køreprøver, når kørekortet efter et halvt år skal generhverves.
Hovedpersonen i sagen ville i aftes ikke kommentere sagen over
for Helsingør Dagblad, men i stedet koncentrere sig om at spise
til aften med sin familie. Han informerede kommunaldirektør
Flemming Jensen om dommens udfald i løbet af torsdagen, og
kommunaldirektøren informerede derefter borgmester Per Tærsbøl.

Kommunaldirektør Flemming Jensen ser først og fremmest
gårsdagens dom over sin tekniske direktør som et "praktisk
problem". - Nu må han jo benytte taxa og offentlige
transportmidler i tjenesten, men på den anden side, så skal der
jo ikke udbetales kørepenge for kørsel i privat bil, siger
Flemming Jensen til Helsingør Dagblad. Flemming Jensen
fastholder den officielle udtalelse fra kommunen, som kom efter
at sagen om Zøfting-Larsens trafikforseelser var nået frem i
rampelyset. Kommunaldirektøren gav sin tekniske direktør en
tjenstlig påtale, men slog fast, at Zøfting-Larsen, uanset
retssagens udfald, ikke ville miste sin stilling.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik