Charlies ejer brød ud i glædestårer ved genforening

Rasmus Majko Søndergaard og hans kæreste er ovenud lykkelige for, at Charlie er kommet hjem, efter at den lille chihuahua-hvalp blev stjålet i mandags.

- Charlie har det rigtig godt, og han er stadigvæk glad og legesyg, så jeg er ikke i tvivl om, at han haft det godt, mens han har været væk.

Sådan lyder det fra Rasmus Majko Søndergaard, efter at han er blevet genforenet med sin lille hundehvalp, der blev stjålet i mandags.

quote Vi er begge rørte over, at det kunne lade sig gøre at finde en nål i en høstak. Jeg kunne ikke lade være med bryde ud i tårer, da Charlie løb mig i møde

Rasmus Majko Søndergaard, Charlies ejer

Den 1. april blev den kun otte uger gamle, langhårede chihuahua stjålet fra Rasmus Majko Søndergaards bil, da han kortvarigt var inde og bruge toilettet hos McDonalds i Vallensbæk.

Da han kom ud, var hans ene bilrude smadret, og Charlie var væk. På overvågningsbilleder fra McDonalds kunne man efterfølgende konstatere, at en bil kører tæt hen til Rasmus’ bil, og ud af bilen steg fire personer, som stjal Charlie.

Den smadrede bilrude.
Den smadrede bilrude.
Foto: Privatfoto

Men sagen endte altså lykkeligt, da en person indleverede Charlie hos Vestegnens Politi fredag.

- Min kæreste og jeg er naturligvis meget glade – vi er faktisk ovenud lykkelige for at have fået ham tilbage. Vi er begge rørte over, at det kunne lade sig gøre at finde en nål i en høstak. Jeg kunne ikke lade være med bryde ud i tårer, da Charlie løb mig i møde, siger Rasmus Majko Søndergaard.

Dropper alligevel ikke politisag

Charlies ejer skrev tidligere på ugen i et Facebook-opslag, at man gerne ville give hundetyvene frit lejde. Der ville derfor ikke blive angivet en politianmeldelse, hvis man fik Charlie tilbage i god behold.

Efterfølgende har parret dog taget en beslutning om at lade politiet gøre deres arbejde, da man oplevede forsøg på afpresning.

En anonym person kontaktede nemlig Rasmus Majko Søndergaard fredag og krævede 5.000 kroner for at give oplysninger om Charlie.

Den anonyme kilde fortalte også, at den person, som købte Charlie, ikke havde nogen idé om, at Charlie var en stjålet hund, og at han altså var blevet købt for 3000 kroner af en person i Brøndby Strand.

Fredag dukkede en mand så op på politistationen i Albertslund med den lille hvalp. Det var dog ikke personen, som havde købt hunden.

- Politiet forklarede mig, at det var en SSP-mand der kom med Charlie, så teorien er, at personen, der havde købt ham, måske ikke selv turde strå frem, og derfor brugte SSP-manden som mellemmand, siger Rasmus Majko Søndergaard.

Rasmus' efterlysning endte med at blive delt flere tusinde gange, efter at TV 2 Lorry skrev om Charlie i torsdags. Han vil derfor gerne rette en tak til alle dem, der har hjulpet med at dele historien, så den kunne nå bredt ud. 

 
 
Foto: Privatfoto

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik