Cecilie er mobilafhængig: "Jeg har ødelagt min evne til at være til stede"

Cecilie bliver utilpas og får stress i sin krop, når ikke hun får sit 'fix'. Cecilie er, ligesom 44 procent af alle unge, nemlig mobilafhængig.

Næsten halvdelen af de unge er så afhængige af deres smartphones, at de bliver utilpasse, når de ikke har den på sig. Det viser en ny undersøgelse lavet af Huawei gennem Epinions Danmarkspanel.

Én af dem er Cecilie Maria Underbjerg – hun er studerende og blogger og afhængig af sin mobiltelefon.

-   Jeg bruger den for meget, og den stjæler noget nærvær, fortæller hun.

quote Jeg kører i et eller andet åndssvagt loop med mine nyhedssites og min Instagram og min Snapchat og Facebook, og ting jeg overhoved ikke behøver.

Cecilie Maria Underbjerg

Hver gang Cecilie Maria Underbjerg ser sit snit til det, kommer mobilen frem – også selvom hun er sammen med familien, lyder det.

Når mobilen ikke lige er ved hånden, kan hun nærmest mærke det i kroppen som en form for stress – hun bliver nærmest utilpas, fortæller hun.

Man kan ikke lade være med at svare

Søren Schultz Hansen er ekstern lektor på CBS og forfatter til bogen 'Digitale indfødte på job', og han mener, at mobilafhængigheden hænger sammen med, at de unge ikke vil være uhøflige overfor hinanden.

- De mobile medier har gjort sig uafhængige af rum, så man behøver ikke være i samme rum for at være sammen med folk. Til gengæld har de gjort sig tilsvarende afhængige af tiden, forklarer han.

Det vil sige, man ikke bare kan lade være med at svare, når en besked tikker ind. Det er forventet af os, at vi svarer med det samme, mener Søren Schultz Hansen.

- Så hvis Cecilie ikke svarer på mobilen med det samme, så er det faktisk lige så uhøfligt over for hendes venner, som hvis hun blev prikket på skulderen, og hun ignorerede denne person, fortsætter Søren Schultz Hansen.

Et åndssvagt loop

Cecilie Maria Underbjerg er især klar over, at mobilafhængigheden rammer hende på nærværet i forhold til familie og venner.

quote Jeg har jo ødelagt en eller anden evne til at være til stede ordentligt.

Cecilie Maria Underbjerg

- Det er jo ikke kun fordi jeg skal svare, det er jo også fordi, jeg kører i et eller andet åndssvagt loop med mine nyhedssites og min Instagram og min Snapchat og Facebook, og ting jeg overhoved ikke behøver, siger hun.

Dagen forinden havde Cecilie faktisk prøvet at lade telefonen ligge, da hun kom hjem med sin søn. De hang jakken i entréen, og hun gik ind på legeværelset.

- Jeg kan godt lade den ligge, men den er jo her oppe (i hovedet red.), så jeg har jo ødelagt en eller anden evne til at være til stede ordentligt, fortæller hun.

Cecilie Maria Underbjerg bor i København og kommer oprindeligt fra Søborg.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik